Flere børn med særlige behov som ADHD og autisme skal undervises i den almindelige folkeskole
Det besluttede regeringen, SF, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti i 2012, hvor der blev sat et mål om, at 96 procent af alle skolebørn i 2015 skal modtage almindelig undervisning.
Det svarer til, at 10.000 børn skal flyttes fra specialklasser til almindelige klasser eller begynde i en almindelig klasse frem for en specialklasse.
På nogle skoler går det godt med at inkludere eleverne med de særlige behov, mens det andre steder har skabt så massive problemer, at både lærere, elever og forældre stiller spørgsmålstegn ved, om inklusion overhovedet er en god ide.
Alligevel står både politikere, KL og Danmarks Lærerforening fast på, at det er godt i højere grad at favne flere børn med særlige behov i den almindelige folkeskole.
Væk fra adskillelse
Baggrunden for deres synspunkt er en mangeårig bevægelse, hvor adskillelsen af børn i kategorierne 'normale' og 'specielle' ses som stigmatiserende, forklarer Helene Ratner, der er ph.d. og adjunkt ved Center for Skole- og Velfærdsledelse på Copenhagen Business School og har forsket i inklusion.
- Bevægelsen mod øget inklusion begyndte i 70'erne, hvor blandt andet aktivister med handicap i særligt England og USA demonstrerede mod adskillelse, og den måde samfundet var indrettet på, siger hun.
I Danmark arbejdede man dengang med integration af elever med særlige behov. I modsætning til inklusion, der har fokus på at skolen skal tilpasse sig en mangfoldig børnegruppe, så handlede integration om, at barnet skulle tilpasse sig den almindelige folkeskole. Det var altså barnets ansvar og ikke skolens.
Heller ikke på det tidspunkt foregik det uden problemer.
- Målet var blot at få dem fysisk placeret i normalskolen ud fra en forventning om, at de tilpassede sig det eksisterende fællesskab. Man organiserede så specialundervisning på skolen, men resultatet var bare ofte, at specialeleverne så bare blev segregeret på skolen. De var stadig synligt 'anderledes' og oplevede ikke nødvendigvis at deltage i fællesskabet på lige fod med de andre børn, siger Helene Ratner.
En del af samfundet
Op gennem 90'erne blev der større og større fokus på inklusion internationalt.
I 1994 tiltrådte Danmark sammen med 93 andre lande den såkaldte Salamanca-erklæring. En international erklæring om alle børns ret til uddannelse, som slår fast, at alle børn og unge - også dem med særlige behov - skal have adgang til den lokale skole, og at de almene skoler skal kunne tage imod dem gennem en differentieret undervisning.
Målet med erklæringen er, at færre børn og unge bliver udskilt fra det store samfundsfællesskab ved slet ikke at modtage undervisning eller blive placeret i specialtilbud.
Det blev dengang påpeget, at den almindelige skole er helt central i bekæmpelsen af et opdelt samfund - og med et rettighedsbaseret syn på uddannelse fik den almene folkeskole pligt til i så høj grad som muligt at inkludere mennesker med fysiske og psykiske handicap.
Flere forskningsprojekter underbygger, at når man først er placeret i specialsystemet, kan det være svært at komme tilbage i normalsystemet. Man er altså blevet bevidst om, at selve opdelingen af børn i 'normale' og 'specielle' har haft uhensigtsmæssige virkninger, siger Helene Ratner.
I 2009 tog Danmark endnu et politisk skridt for inklusion, da man godkendte en FN-konvention og dermed forpligtede sig til at "sikre et inkluderende uddannelsessystem på alle niveauer, der blandt andet tager sigte på, at personer med handicap får den nødvendige støtte i det almindelige uddannelsessystem."
Vidtgående lovændring
I 2010 gennemførte Finansministeriet en analyse af specialundervisningen i folkeskolen, som konkluderede, at den almindelige undervisning i folkeskolen "med en hensigtsmæssig tilrettelæggelse kan være et godt undervisningstilbud for elever med særlige behov".
Det var dog først i 2012, at det juridiske grundlag blev skabt for, at flere børn med særlige behov skal blive en del af den almindelige folkeskole frem for at blive undervist i segregerende specialpædagogiske tilbud.
- I 00'erne opbyggede man meget viden om inklusion gennem best practice-studier. Alligevel steg henvisningen til specialundervisning. Noget tyder på, at denne kurve er ved at knække nu, hvor vi har fået ny lovgivning på området, opkvalificerer skolerne gennem uddannelse og giver skolerne økonomiske incitamenter til inklusion, siger Helene Ratner.
Ny lov
Det var på baggrund af analysen fra 2010, at S-SF-R-regeringen med støtte fra V, K og DF gennemførte lovændringen i 2012, der medførte, at specialundervisning fremover skal være forbeholdt elever med omfattende støttebehov.
Ifølge psykolog og inklusionsekspert Rasmus Alenkjær fra Syddansk Universitet står der et helt klart politisk ideal bag ønsket om øget inklusion.
- Helt overordnet er det et ideal om, at vi skal have færre uden for det store selskab. Det handler om, at der skal være mere trivsel og velfærd, men også at det koster utrolig mange penge, hvis vi sender folk udenfor.
- Det handler om at få folk ind på uddannelserne og ind på arbejdsmarkedet, og at folk skal have en oplevelse om at tilhøre det store fællesskab, siger han.
Mindre specialundervisning
Den nye lov har medført, at specialpædagogisk støtte kun omfatter støtte til elever i specialklasser og specialskoler samt støtte til elever, hvor undervisning i den almindelige klasse kun kan gennemføres med støtte i mindst ni klokketimer ugentligt.
Samtidig vedtog regeringen og KL en aftale i 2012 med to klare inklusions-mål:
I 2015 skulle 96 procent af alle elever modtage almindelig undervisning, lyder det første, mens det andet lyder sådan her:
- Elevernes trivsel fastholdes i takt med omstillingen til øget inklusion.
Tilbage til 1990'erne
I en mail fra Undervisningsministeriet lyder begrundelsen for målet om de 96 procent sådan her:
- Målsætningen om, at 96 procent af eleverne i folkeskolen skal være inkluderet i den almindelige undervisning i 2015, svarer til niveauet i slutningen af 1990'erne. Regeringen og KL lagde ved indgåelsen af aftalen vægt på, at det er et realistisk og ambitiøst mål for kommunernes omstillingsproces til øget inklusion frem mod 2015.
Helene Ratner stiller spørgsmålstegn ved at sætte et succeskriterium på 96 procent.
- Selvfølgelig er det godt med et konkret procenttal. Men når man kun måler på den fysiske placering af børn, så er der desværre også en risiko for, at vi ikke sikrer børnenes trivsel og læring. Ligesom det skete i 1970'erne.
For hurtig bevægelse
Samme bekymring har Rasmus Alenkjær, der er bekymret for hastigheden.
- Man har regnet med, at man kan gå fra en høj grad af adskillelse til en nærmest ikke-eksisterende adskillelse. I andre lande har man sat en periode på mellem 10 og 20 år op.
Den seneste opgørelse fra Undervisningsministeriet viser, at 94,8 procent af skoleeleverne modtog almindelig undervisning i 2013. Da aftalen mellem KL og regeringen blev indgået i 2012, var tallet 94,4 procent.