Amalie Poulsen er træt. Træt af at høre politikere, skoleledere, lærere og forældre kloge sig på, hvilken skolegang der er bedst for børn og unge med særlige behov.
I debatten om inklusion i skolen savner hun at høre fra de elever, det handler om: Eleverne med de særlige behov. Elever som hende selv.
Derfor har hun valgt at stille op med sit budskab og sin historie. En historie, der handler om en autistisk pige med Aspergers syndrom, der har udviklet sig til et forbillede på det, politikerne ønsker for 'specialbørn'. Nemlig at de kan blive en del af den almindelige undervisning og på sigt blive en del af fællesskabet i samfundet.
- Man skal være klar til inklusion
Autisme til trods går Amalie Poulsen i 1. g på Odder Gymnasium syd for Aarhus. Hun modtager tavleundervisning uden støttelærer, får udmærkede karakterer og har 'almindelige' klassekammerater.
- Det går rigtig godt, fortæller hun.
Alligevel er Amalie Poulsen ikke fortaler for de mål, regeringen og kommunerne har sat sig om, at 96 procent af alle skolepligtige elever skal modtage almindelig undervisning inden udgangen af 2015. Og at færre elever derfor skal have specialundervisning.
- Det virker til, at mange kommuner bare vil have børn ud og inkluderet så hurtigt som muligt, men det er ikke det, der hjælper på den lange bane. Det ved jeg af erfaring. Der et spørgsmål om at lære at klare sig før, man bliver bedt om at skulle klare sig i et normalt samfund, siger hun.
Blev mobbet i skolenAmalie fik først stillet sin diagnose, da hun gik i 9. klasse, men allerede fra hun var lille, vidste både hun og hendes forældre, at hun var anderledes end hendes jævnaldrende.
De første to år gik hun på Rudolf Steiner skole i Skanderborg, og det er ikke gode minder hun har derfra. Hun kedede sig, kunne ikke koncentrere sig, blev mobbet og frosset ude af de andre i klassen.
- Der var kun to, der ikke vendte mig ryggen. Det hang nok sammen med, at jeg var, som jeg var. Der er mange børn, der har den holdning, at hvis man skiller sig ud, så er man den mærkelige, siger Amalie.
Fandt ro i specialklasseI 2. klasse blev hun flyttet til en specialklasse på en almindelig folkeskole, hvor der kun var omkring otte elever, og hvor undervisningen blev tilpasset hver enkelt.
- Det gjorde det 10 gange nemmere for mig. Jeg skulle ikke tage hensyn til, hvor de andre elever lå fagligt. Jeg kunne få ro til at udvikle mig i mit eget tempo, husker hun.
Amalie var for det meste glad for sin specialklasse og giver den, sine lærere og sine forældre skylden for, at hun i dag formår at gå på et almindeligt gymnasium.
Hvis hun var blevet flyttet over i en almindelig klasse tidligere, er hun ret sikker på, at hun ikke var nået så langt:
- Det tror jeg ikke, at jeg havde klaret. Jeg var sandsynligvis gået totalt i baglås, fordi der i en almindelig klasse er så mange mennesker at forholde sig til hele tiden, begynder hun.
- Og jeg havde haft sværere ved at styrre mit temperament og var oftere kommet op at slås.
Klar til inklusion
Først i 9. klasse blev Amalie klar til at tage inklusions-springet over mod en mere almindelig skolegang. Men det var ikke uden bekymringer.
I sommeren før 10. klasse var hun noget nervøs.
- Jeg var bange for at komme i en klasse, der ikke fungerede socialt, og at jeg skulle blive mobbet. Det var min største frygt - at jeg skulle tackle det igen.
Men Amalie blev ikke mobbet, og året i 10. klasse gav hende mod på at søge ind på gymnasiet på en linje med fysik, kemi og matematik, som er de fag, hun holder allermest af.
Frem med sandheden
Inden skolestart talte hun med gymnasiets studievejleder om, at det ville være en god idé tidligt at fortælle de nye klassekammerater, at hun er autist.
- Så en af de første dage stillede jeg mig op foran de andre og fortalte, hvem jeg er, og hvordan mit reaktionsmønster er. Det har gjort, at jeg har mødt en stor accept i min klasse, fortæller Amalie.
Hun opfordrede de andre elever til endelig at spørge hende, hvis de var nysgerrige, og det har de gjort.
- Jeg er glad for at have en klasse, der har turdet at stille mig spørgsmål om autisme frem for at synes, at jeg er mærkelig, siger Amalie.
Hættetrøje og Rammstein
Nogle af spørgsmålene går på, hvorfor Amalie, når hun har behov for ro, skal høre musik i timerne, og hvorfor hun nogle gange dækker sit hovedet til med en hættetrøje. Så må hun fortælle dem, at det er hendes værn til at klare sig igennem.
- Min hørelse er noget skarpere end normalt. Jeg har ikke et filter i mine ører, der kan skille lydene ad. Hvis der er én, der tripper med en fod, eller én, der slår i bordet, kan det være megaforstyrrende for min undervisning, siger hun.
Den 18-årige gymnasieelev hører ikke stille og rolig newage-musik i sine høretelefoner.
- Jeg er helt vild med det tyske rockband Rammstein, Motorhead og Metallica, siger hun og fortæller, at hun har hørt rockmusik derhjemme, siden hun var lille, så det er det, hun er vant til.
Hvad siger dine gymnasielærere til, at du nogle gange hører Rammstein og sidder gemt væk i en hættetrøje?
- Det bedste ved det hele er, at der ikke er nogen, som stiller spørgsmål ved det. Der er plads til det, siger hun og understreger, at det fungerer, fordi hun er indstillet på at følge undervisningen på lige fod med de andre elever.
- Jeg vil klare mig normalt
Det betyder meget for Amalie, at hun nu formår at gå i en almindelige klasse.
- Mit mål har været, at jeg gerne ville klare mig nogenlunde normalt. Jeg ved, at jeg har det sværere end mange af mine klassekammerater, men det fungerer rigtig godt. Jeg har fundet min plads i klassen.
Indtil videre har Amalie kun været med til en enkel klassefest, fordi hun har svært ved at overskue de store sociale arrangementer, men også her rykkes hendes grænser.
- I klassen taler de om at lave en sen julefrokost, og de vil gerne have mig med til at arrangere det, siger hun og holder en lille pause.
- Det er lidt specielt.
Hvorfor synes du, at det er specielt?
- Fordi jeg ikke er den, der er mest social i klassen. Jeg snakker mere eller mindre med alle mine klassekammerater, men jeg har ikke været vant til, at det var mig, der stod forrest til sådan nogle arrangementer, og så får jeg lige pludselig muligheden for det. Det er sådan lidt sjovt og enormt spændende.
En drøm om fysik
Amalie har tænkt sig at sige ja til at arrangere, hvis hun kan få det til at gå op med lektier, og det er endnu et skridt på vejen mod at kunne klare sig selv og udleve den drøm, hun har:
- Jeg vil rigtig gerne ind og læse fysik. Det har altid været min store drøm. Jeg var ikke særlig gammel, da jeg hørte den danske fysiker Holger Bech Nielsen tale og faktisk forstod, hvad han sagde.
I første omgang planlægger hun at studere i Aarhus - tæt på familien og de faste rammer, men hun har større tanker for fremtiden.
- Min plan er helt klart at ende i København på et tidspunkt, da det er der, jobbene er.