OVERBLIK Se, hvordan skærpede karakterkrav ville påvirke dit gymnasium

Oppositionens forhøjede adgangskrav til gymnasiet ville have udelukket 22.000 elever i 2012. Her kan du se, hvor mange elever de enkelte gymnasier ville have mistet.

Her kan du se listen over alle gymnasieskoler i landet og hvordan de ville klare sig med de skærpede karakterkrav. Rødkilde Gymasium i Vejle, hvor dette billede er fra, ville miste 28 procent af sine elever.

Hvis blå blok skal være med til regeringens erhvervsskolereform kræver partierne, at aftalen skal indeholde en skærpelse af optagelseskravene på det almene gymnasium.

Flere partier nævner syv i dansk og matematik som et krav, men en opgørelse fra Undervisningsministeriet viser, at 22.000 elever dermed ikke ville være kommet på gymnasiet i 2012 - det svarer til 44 procent af de optagede elever.

Københavnske gymnasier ligger i bunden

Værst står det til på HF-skolerne, hvor hele 74 procent af de optagede elever ikke ville have klaret kravene. Disse skoler sætter sig også tungt på de nederste pladser i en opgørelse over de enkelte gymasieskoler, som Undervisningsministeriet har lavet.

Af de regulære gymasier ville både Københavns Private Gymasium og Københavns Åbne Gymasium være mange elever fattigere - henholdsvis 86 og 61 procent af deres elever fik ikke de nødvendige syvtaller i folkeskolen.

I alt ville 72 af de 212 undersøgte skoler, som også omfatter handelsskoler, VUC og de tekniske gymnasier, miste mindst halvdelen af sine elever, hvis kravene hæves til syv i dansk og matematik.

Se tallene for alle skolerne

I den positive ende af skalaen finder vi Aurehøj Gymnasium, Rysensteen Gymnasium og Sankt Annæ Gymnasium, der som de eneste tre skoler ville have under tyve procent af sine elever falde for de nye krav.

På regionsplan ser det bedst ud for Region Midtjylland, mens Region Sjællands gymasieelever klarer sig dårligst.