Professor: Der er cirka 700 slaver i Danmark

Slaveri i Danmark foregår bag lukkede døre på fabrikker, hoteller, restauranter, bordeller og i private hjem.

Der er 20-30 millioner over hele verden, der lever under slavelignende forhold. I Danmark er tallet cirka 700, vurderer en professor. (© Colourbox)

I dag tirsdag er den første danske retssag om menneskehandel, der ikke handler om prostitution, gået i gang i Helsingør. Men til daglig lever mange hundrede personer som slaver i Danmark.

Det vurderer britiske Kevin Bales, ph.d. og professor ved Hull Universitys Institut for Studier af Slaver og Frigørelse. Han har ligeledes grundlagt organisationen Free The Slaves.

Han siger til Amnesty Internationals månedsmagasin, at der er omkring 700 slaver i Danmark, mens tallet på verdensplan er mellem 20 og 30 millioner slaver.

Det fremgår også af hans indeks for globalt slaveri.

Til sammenligning er der ifølge indekset omkring 1200 slaver i Sverige, mens tallet er cirka 600 for Norge.

Samme mønster i alle rige lande

Slaveriet i Danmark og andre vestlige lande foregår ifølge Kevin Bales bag lukkede døre på fabrikker, hoteller, restauranter, bordeller og i private hjem.

For at komme problemet til livs kræver det, at politikerne i Europa og USA gør en ekstra indsats, mener han.

- Mønstret er det samme for alle rige lande. En del af det skyldes, at datamaterialet på området er for dårligt. Det er svært at vide, hvor stort problemet er med de her forbrydelser, siger Kevin Bales til Amnestys medlemsblad.

Det skyldes ifølge den britiske professor, at opmærksomheden - eller manglen på samme - på slaveri har været og er påvirket af en kulturel misforståelse.

- Vi siger til hinanden, at det er noget, der sker for filippinske piger, og at det ikke handler om os. De er udlændinge, og de har sikkert selv været ude om det. Vi har simpelthen en tendens til at kaste skylden på offeret og det kulturelle rum, siger Kevin Bales.

Kevin Bales understreger, at de cirka 700 slaver i Danmark er et overslag.

3F ser tydelige slave-tendenser i Danmark

Ved retssagen i Helsingør er tre personer tiltalt for at holde ni rumænere fanget i en garage i Nordsjælland i seks år, mens rumænerne blev tvunget til at arbejde som rengøringsfolk i op til 20 timer i døgnet.

3F har været med til at afdække flere lignende arbejdssager, hvor personer fra Østeuropa er involveret, og tidligere faglig sekretær Rudi Andreassen tøver ikke med at kalde kernen i dagens retssag for "simpelt slaveri".

Han mener, at der i Danmark er en tydelig tendens, hvor rumænere og andre østeuropæere kommer til Danmark og bliver mødt af landsmænd, der reelt tager dem til fange.

To mænd og en kvinde med østeuropæisk baggrund er tiltalt for at have udnyttet de ni rumænere. De nægter sig skyldige.