KL: Vi har styr på den digitale post

Kommunernes Landsforening afviser forskerkritik af digital post og forventer at nå den ventede besparelse.

Kommunernes Landsforening afviser, at man, som en gennemgang fra CBS og RUC hævder, kun har sparet 50 millioner kroner på overgangen til digital post i 2013. Ifølge planen skulle besparelsen have været 103 millioner kroner.

- Jeg tror, vi har et lille efterslæb, men vores forventning er, at den realiserede besparelse er langt højere end 50 millioner kroner, siger Anne Kathrine Fjord-Marschall, som er konsulent på KLs kontor for digitalisering og brugerbetjening.

Finder tal misvisende

Landsforeningen har endnu ikke opgjort besparelsen for 2013, men man har svært ved at genkende tallene i forskernes opgørelse, som man finder misvisende.

- En rigtig stor del af kommunernes post er masseforsendelser, og de ser ikke ud til at være medregnet i gennemgangen, påpeger Anne Kathrine Fjord-Marschall.

I gennemgangen, som er offentliggjort mandag, vurderer forskerne, at det offentlige er så langt bagud, at man ikke vil kunne opnå den fulde besparelse ved digital post i 2015 som forventet.

Ikke godt nok

Men det kan man på det kommunale område, mener Anne Kathrine Fjord-Marschall.

- Alle brugere bliver automatisk tilmeldt digital post 1. november, og kommunerne er i fuld gang med at omstille systemerne, påpeger hun.

Forskerne har dog testet kommunerne ved at sende dem digital post i løbet af 2013, og her var det kun hver anden henvendelse, der blev besvaret.

- Hvis det er tilfældet, så er det ikke godt nok. Vi skal naturligvis svare på hver eneste henvendelse, vi får, uanset hvilken kanal den kommer på, siger Anne Kathrine Fjord-Marschall.

/ritzau/