- Vi mangler hænder til at klare opgaven, og vi føler at være overladt til os selv.
Det konkluderer leder af Skt. Pauls børnehave i København Sanne Krabek om den svære opgave at inkludere børn med særlige behov i daginstitutionen.
Ud af 24 børn har børnehaven to børn med særlige behov, mens to børn slet ikke kan tale dansk. Den ene kan kun russisk og den anden kun arabisk.
Der mangler ressourcer
En undersøgelse fra FOA viser, at mange pædagoger ikke føler sig kvalificeret til opgaven, og hver anden pædagog mener, at børnene ville have bedre af at være i et specialtilbud.
Sanne Krabek føler, at der er tilbud nok i kommunerne til at indhente viden om børn med særlige behov - men det nytter ikke rigtig, når der ikke følger ekstra ressourcer med til at klare opgaven.
Hun forklarer, at børnehaven havde en dreng, der var rigtig voldsom og aggressiv, og i halvandet år søgte man støtte men fik ingenting. Drengen skulle holdes på hele tiden, og i mellemtiden var der andre børn, der måtte passe sig selv.
- Drengen blev gjort til et yderligere problem, end han var, fordi vi ikke kunne give ham den hjælp, han havde brug for. Vi havde ikke tiden til det. Og så er det er utilfredsstillende at sende ham videre til folkeskolen.
Spareøvelse i kommunerne
Sanne Krabek oplever, at nedlæggelsen af specialbørnehaver er en spareøvelse for kommunerne. For der følger simpelthen ikke nok ressourcer med til de almindelige daginstitutioner.
- Ja, det er en spareøvelse. Det er supersvært at få støtte. Jeg har arbejdet som pædagog i børnehave i 12 år, og sendt mange indberetninger ind. Men kun to gange har jeg fået ekstra støttetimer.
Sanne Krabek mener, at selve tanken om at inkludere børn i den almindelige børnehave er en god ide.
- Vi har en dreng med infantil autisme, og han gror meget og bliver inspireret af at se de andre børn lege. Det kan lade sig gøre, men det kræver rigtig megen tid.
Og den tid er der bare tit ikke i hverdagen.
- Det er frustrerende. For vi kommer til at stigmatisere børnene, gør dem værre end de er, fordi man ikke altid har overskud for at knække de problemer, børnene kan have.
- Og de almindelige børn er meget hurtige til at mærke, når nogen har det svært, og det kan være vanskeligt for dem at rumme. Så det går ud over alle i børnehaven. Det er en stor opgave, siger lederen af Skt. Pauls Børnehave.