18-årige Natascha: Facebook er stadig det største

Facebook trives blandt gymnasieeleverne, men det sociale medie bruges i højere grad til planlægning frem for at dele ting fra ens eget liv.

Natascha Lund-Nielsen Remvig synes, at Facebook er blevet kedeligere, men kan ikke slippe det. (Foto: © Privat)

Både Youtube, Instagram, Facebook, Snapchat og Tumblr står i den række af sociale medier, som 18-årige Natascha Lund-Nielsen Remvig bruger jævnligt.

Men der er ingen tvivl om, hvilket medie der er hendes foretrukne.

- Jeg er klart mest på Facebook. Selv om eksempelvis Instagram har vundet en del indpas, så er Facebook stadig 'The Main Thing', siger Natascha Lund-Nielsen Remvig, der går i 3. g på Gammel Hellerup Gymnasium nord for København.

Dermed ligner hun de fleste andre danske gymnasieelever. I hvert fald viser en rundspørge foretaget af DR Nyheder blandt godt 3.500 gymnasieelever, at Facebook fortsat er det foretrukne medie hos fire ud af fem gymnasieelever.

Planlægning frem for promovering

Selvom Facebook fortsat er yderst populært, har den måde, som gymnasieeleverne bruger Facebook på, ændret sig med årene.

Hvor alt før blev delt i statusopdateringer, er det nu sjældent, at Natascha Lund-Nielsen Remvig deler noget personligt.

I dag bruger hun og hendes venner mest Facebook til at kommunikere med hinanden, for eksempel når aftenens planer skal falde på plads.

- Jeg bruger Facebook til at planlægge min dag og til at arrangere events. Det er der, jeg har min kalender og holder styr på, hvad jeg skal, og der, jeg holder daglig kontakt med vennerne, siger Natascha Lund-Nielsen Remvig.

Hun bruger eksempelvis chat-funktionen til at snakke med vennerne i løbet af dagen og til at arrangere, hvad der skal ske om aftenen. Det er utænkeligt, at en invitation ikke skulle sendes ud gennem Facebook.

Facebook til både begivenheder og skole

Når Natascha Lund-Nielsen Remvig lægger noget ud på Facebook, er det som regel opdateringer af en mere officiel karakter.

Som PR-ansvarlig for årets skolemusical og medlem af caféudvalget har hun rigelig at se til, og det hele foregår over Facebook. Det er her, hun spreder ordet og lokker folk til musicalpremieren, og det er her, hun holder styr på, hvem der tager hvilke vagter til caféaften.

Selv skolen og lærerne har kastet sig over Facebook, som i højere grad bliver et praktisk redskab, fortæller hun:

- Vi bruger også Facebook i undervisningen. Vi har en lukket Facebook-gruppe i vores danskklasse, hvor vi en gang imellem får stillet et spørgsmål, og så skal vi sende vores besvarelse før klokken 22.

Deler sjældent noget personligt

Det eneste personlige, hun deler på Facebook, er billeder.

- Tidligere skrev folk mange opdateringer og delte, hvor de var. Men det gør man ikke så meget mere. Vi har ikke brug for at vide det, med mindre det er virkelig fedt, siger hun.

Det er faktisk ligefrem ufedt at dele ligegyldige ting, forklarer hun. Det er kun de yngre, som gør det, for de har ikke fundet ud af det endnu.

Men det betyder samtidig, at Facebook er blevet lidt kedeligere, fortæller gymnasieeleven. For når ens venner ikke opdaterer lige så tit, så er der mindre at følge med i.

Online hele døgnet rundt

Natascha Lund-Nielsen Remvig er online døgnet rundt, og omkring tre til fem af dagens timer bliver aktivt brugt på de sociale medier. Hun har hele tiden en samtale i gang, og sådan kan hun lide det.

- Det er ikke stressende. Det er sådan, det er. Sådan har det været siden 6. klasse, så det er jeg vant til, siger hun.

Det er så let som at trække vejret, og det er ingen sag at kombinere både skolearbejde og sociale medier.

- I en virkelig kedelig time er det utrolig svært ikke at være på Facebook. Så er man på Facebook, så skriver man lidt noter, og så er man på Facebook igen, siger Natascha Lund-Nielsen Remvig.

Netop fordi Facebook er blevet stedet, hvor man lægger planer med vennerne og inviterer til begivenheder, kan man ikke uden problemer melde sig ud af Facebook-klubben, mener hun.

- Det er ikke muligt at droppe Facebook. Det er der, al kommunikation foregår. Man ville miste alt for meget, siger Natascha Lund-Nielsen Remvig.

I disse dage sætter vi fokus på Facebook og andre sociale medier. Hvis du har børn i alderen 10 til 19 år og holder øje med, hvad de laver på Facebook, så skriv til os i dag på 1212@dr.dk.