Sundhedsstyrelsen: Sygehusapotekers ansvar at medicin blev blandet forkert

Sundhedsstyrelsen kritiserer flere sygehusapoteker for ikke at have blandet kemoterapi rigtigt.

Sundhedsstyrelsen giver tre sygehusapoteker ansvaret for, at 99 patienter med prostatakræft har fået for høje doser kemoterapi. (Foto: © Bax Lindhardt, Scanpix)

Sundhedsstyrelsen kritiserer sygehusapoteker i Region Syddanmark og Region Midtjylland for fejlagtig kræftbehandling, og alle regioner skal nu tjekke deres procedurer.

Man burde have blandet det rigtig, fordi der ikke på noget tidspunkt i indlægssedlen har været en fejl, siger enhedschef Anne-Marie Vangsted.

På tre sygehusapoteker i Region Syddanmark og Region Midtjylland er der systematisk sket alvorlige fejl, når kemomedicinen cabazitaxel er blevet blandet.

Ikke forkerte oplysninger fremme

Anne-Marie Vangsted mener ikke, at der på noget tidspunkt har været forkerte oplysninger fremme, som kan være årsag til at kemoterapien er blandt forkert.

- Det er til enhver tid sygehusapotekernes ansvar at sikre, at den færdigtilberedte medicin er i overensstemmelse med de indlægssedler, der ligger i pakken, siger hun.

Selv om indlægssedlen bliver opdateret i oktober 2012, fortsatte sygehusapotekerne i Vejle, Aarhus og Odense med at blande medicinen forkert.

99 patienter er fejlbehandlet

På Aarhus Universitetshospital blev medicinen taget i brug i januar 2012, men først 4. november bliver fejlen opdaget og rettet.

99 patienter ramt af prostatakræft er blevet fejlbehandlet med for høj dosis kemomedicin i Region Midtjylland og Syddanmark. Tre kan være døde af fejlbehandlingen.

Har du været i behandling med cabazitaxel? Kontakt DR Nyheder på 1212@dr.dk

/ritzau/