2500 patienter får brev om mulig fejlbehandling

Tidligere patienter hos den omstridte nordjyske psykiater, Arne Mejlhede, bliver nu kontaktet direkte af Region Nordjylland

Region Nordjylland sendte i går 2.500 breve afsted til tidligere patienter hos psykiateren Arne Mejlhede med tilbud om en ny psykiatrisk vurdering. I brevene er der også oplysninger om, hvordan patienterne kan søge erstatning for mulig fejlbehandling.

Det er ni måneder siden, DR bragte sagen frem om, hvordan Arne Mejlhede i årevis fejlbehandlede patienter. Det fik Region Nordjylland til at oprette et ambulatorium for tidligere patienter. Hidtil har patienterne selv skulle finde frem til det.

- Men vi har oplevet, at der har været et ønske om, at vi gør direkte opmærksom på den her mulighed over for patienterne. Det ved vi fra andre patienter og pårørende, siger psykiatridirektør i regionen, Per Lund Sørensen til DR Nyheder.

Bedre sent end aldrig

I pårørendeforeningen Bedre Psykiatri glæder generalsekretær Thorstein Theilgaard sig over regionens initiativ.

- Der er al mulig grund til at rose regionen for at finde de her mennesker og skrive til dem. Det er der behov for, så det er entydigt godt. Men, hvis jeg skal dryppe lidt malurt i bægeret, så undrer vi os over, at det skulle tage så lang tid, siger Theilgaard.

Psykiatridirektør i Region Nordjylland, Per Lund Sørensen, mener dog ikke, det har taget lang tid. For det var først for nogle måneder siden, at regionen blev klar over, hvor stort omfang fejlbehandlingerne hos Arne Mejlhede har haft.

Over halvdelen fejlbehandlet

Regionen gjorde i efteråret op, at over halvdelen af de tidligere Mejlhede-patienter, der selv havde opsøgt en ny vurdering i regionen, havde fået en ny diagnose.

Efter den seneste opgørelse er 123 patienter blevet re-vurderet. 71 har fået ændret den diagnose, de havde fået hos Mejlhede. Det er typisk patienter, der af Mejlhede har fået en tung diagnose som skizofreni eller psykose, og har fået den ændret til noget med angst eller depression.

Arne Mejlhede praktiserede i 17 år i sin klinik i Hobro, som en af Danmarks mest benyttede psykiatere med op mod 1000 patienter om året. Efter at DR bragte sagen frem, har han solgt klinikken til sin kone, der også er psykiater.

Stadig autorisation som psykiater

Trods omfanget af fejlbehandlingerne har Sundhedsstyrelsen ikke vurderet, at der er baggrund for at inddrage Arne Mejlhedes autorisation. I august sidste år indskrænkede styrelsens midlertidigt hans ret til at udskrive de fleste typermedicin, men han har stadig sin autorisation og kan virke som psykiater.

Det forstår generalsekretæren i Bedre Psykiatri, Thorstein Theilgaard ikke.

- Med så mange, der har fået forkert diagnose og er blevet fejlbehandlet med frygtelige konsekvenser, er det uforståeligt, at psykiateren stadig har lov at praktisere. Vi må med kuldegysninger ned ad ryggen spørge, hvad der så skal til, før man får frataget sin autorisation, siger Theilgaard.

Alle kan få hjælp

Selvom Region Nordjylland nu alene har skrevet ud til Mejlhedes patienter fra de sidste fem år, så kan også patienter, der har gået hos ham for længere siden, få en ny psykiatrisk vurdering i regionens ambulatorium. De skal blot få en henvisning til det fra egen læge, oplyser regionens psykiatridirektør.

Regionen har skrevet til tidligere Mejlhede-patienter, også uden for regionen. En del af hans patienter kom fra Region Midtjylland.