Risikoen for et udbrud af den alvorlige sygdom polio i Danmark er nu så stor, at de danske myndigheder bør skærpe beredskabet mod den frygtede sygdom.
Det mener formanden for Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede (PTU), Holger Kallehauge.
- Vi vil have at man sætter et ordentligt beredskab i gang med både målinger på kloakvand og at øge kampagnen for at minde forældre om, at de bør lade deres børn vaccinere mod polio, siger Holger Kallehauge til DR Nyheder.
Det er det seneste års udvikling, som får ham til at råbe vagt i gevær.
Danmark nedgraderet
I maj nedgraderede Verdenssundhedsorganisationen (WHO) Danmark fra et land med lav risiko til middel risiko, fordi danske forældre i mindre grad lader deres børn vaccinere mod polio.
- Der er ikke nok børn, der er blevet vaccineret. 89-91 procent af børn er blevet vaccineret med alle tre doser.
- Hvis vi ikke har op mod eller over 95 procent, så har vi ikke et helt beskyttet samfund, siger Rob Butler om årsagen til nedgraderingen. Han er teknisk medarbejder i vaccine og immunitet på WHO's kontor i København til DR Nyheder.
Han oplyser, at Danmark har den laveste vaccinationsgrad blandt de nordiske og baltiske lande.
Udbrud i Syrien giver større risiko i Danmark
I efteråret registrerede man 13 tilfælde af Polio i Syrien, hvor Danmark modtager flygtninge fra.
- Derved er smitterisikoen større end tidligere, siger Holger Kallehauge og nævner, at der også har været tilfælde af polio i Afghanistan, Pakistan, Somalia og Nigeria.
Polio blev tidligere kaldt børnelammelse og sygdommen kan blandt andet føre til lammelse af muskler i ryg, arme og ben.
Test af kloakvand
Han vil have de danske myndigheder til at indføre en kontrol af kloakvand og en vaccinationskampagne herhjemme for at forebygge.
Test af kloakvand kan give et indtryk af omfanget og udføres ifølge PTU i Israel, Finland og Estland.
- Vi kan måle i kloakvand, og derefter tjekke og se, hvor er det, der kan være smitterisiko, siger Holger Kallehauge.
Sundhedsstyrelsen har skærpet fokus
I Sundhedsstyrelsen mener chef for sygehuse og beredskab, Søren Brostrøm dog, at man er på forkant.
- I forbindelse med det udbrud, der har været i Syrien, har vi kontaktet kommunerne og asylcentrene. Vi har også skrevet til landets læger, netop for at gøre dem opmærksomme på det her, så vi har bestemt et skærpet fokus, siger Søren Brostrøm.
Men det ændrer ikke på, at risikoen er blevet større, mener formand for PTU Holger Kallehauge.
- En sundhedsminister i Danmark bør ikke leve med sådan en risiko, og det bør den danske befolkning heller ikke, siger han.
Sundhedsminister overvejer kloakvandstest
Sundhedsminister Astrid Krag (SF) siger, at Danmark har et rigtig godt generelt beskyttelsesniveau for polio, men understreger at hun er meget opmærksom på udviklingen.
- Derfor er det også noget vi overvejer, om vi skal undersøge kloakvandet for poliosmitte. Det skal bare være sådan, at den gevinst vi får ud af det også står mål med de omkostninger, der er.