Forældre skal vaccinere deres børn mod polio.
Sådan lyder opfordringen fra Ulla Skovlåd, der selv blev ramt af polio, da hun var to år gammel.
Opfordringen kommer efter Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede (PTU), der mener at risikoen for polioudbrud i Danmark er så stor, at myndighederne bør reagere.
Vaccinér børnene
En del af foreningens opråb er til forældrene, da de ifølge PTU er for sløve til at vaccinere deres børn.
Sidste år førte et lavere antal vaccinationer til, at Verdenssundhedsorganisationen (WHO) nedgraderede Danmark fra et land med lav risiko til middel risiko.
Ulla Skovlåd har været mærket af sygdommen det meste af livet. Hun har derfor en klar opfordring til forældrene.
- Selvfølgelig skal alle børn vaccineres. Jeg kan ikke forstå, at nogen tør fravælge det.
- Jeg ville ikke turde tage chancen, siger Ulla Skovlåd. Hun har arbejdet som dagplejemor og er i dag pensionist.
Støtte fra stokken
Hun var vant til at have støtten fra barnevognen, når hun gik ture med børnene, så da hun stoppede med at arbejde, måtte hun støtte sig til en stok eller sin mand for at bevæge sig.
- Min ene fod er mindre end den anden, og ryggen er halvanden centimeter skæv.
- Jeg kan ikke gå ret langt, og jeg kan ikke gå ordentligt, siger hun og fortæller, at de øvelser hun laver i et genoptræningscenter har givet hende meget af førligheden tilbage.
Polio blev tidligere kaldt børnelammelse og sygdommen kan blandt andet føre til lammelse af muskler i ryg, arme og ben.
Skrækkeligt, hvis det kommer til Danmark
Ulla Skovlåd frygter, at polioudbruddene i Syrien kan komme til Danmark.
- Man kunne godt forestille sig, at det kommer til Danmark igen, og det ville jo være skrækkeligt.
- Det rammer ikke kun nu og her, det er resten af livet, siger Ulla Skovlåd.
WHO: For få børn vaccineres
WHO forklarer, hvorfor Danmark blev nedgraderet.
- Der er ikke nok børn, der er blevet vaccineret. 89-91 procent af børn er blevet vaccineret med alle tre doser.
- Hvis vi ikke har op mod eller over 95 procent, så har vi ikke et helt beskyttet samfund, siger Rob Butler om årsagen til nedgraderingen. Han er teknisk medarbejder i vaccine og immunitet på WHO's kontor i København til DR Nyheder.
Han oplyser, at Danmark har den laveste vaccinationsgrad blandt de nordiske og baltiske lande.