Selvom loven blev strammet sidste år, så er der stadig alt for mange slagtilbud for skønhedsindgreb på Sweetdeal og hos lignende udbydere. Det mener Forbrugerrådet Tænk.
- Vi ser stadig en masse forskellige sundhedstilbud, som kan være skadelige for folk. Det er klart min opfattelse, at Folketinget sidste år strammede loven for at rydde op i det marked. Men den oprydning har vi ikke set, siger seniorrådgiver i Forbrugerrådet Tænk, Sine Jensen, til DR Nyheder.
Forbrugerrådet Tænk vurderer, at flere af de slagtilbud, man kan finde på f.eks. behandling med Botox eller laser, er i strid med loven.
Og også Sundhedsstyrelsen finder grund til at gribe ind. DR Nyheder har forelagt Sundhedsstyrelsen en række eksempler på at skønhedsindgreb bliver udbudt meget billigt, med en meget kort frist for at slå til. Og i to-tre af tilfældene vil styrelsen nu give en påtale.
For lidt om risiko
Forbrugerrådet Tænk mener, at slagtilbudene kan få forbrugere til at købe skønhedsindgreb alt for overilet, fordi de skal slå til inden for en kort tidsfrist, hvis de vil have den gunstige pris.
- Oveni kan vi tydeligt se, at der i mange af tilbuddene virkelig mangler oplysninger om risiko ved skønhedsindgrebene. Men som forbruger skal man have oplysninger om det, der kan gå galt, så man kan tage sin beslutning på et oplyst grundlag, siger Sine Jensen.
Forbrugerrådet Tænk håber, at Sundhedsstyrelsen følger op og sikrer, at loven bliver håndhævet.
Ønsker yderligere stramning
Men rådet ser også gerne en yderligere stramning af loven.
- Der er andre EU-lande, hvor det er helt forbudt at reklamere for kosmetiske operationer, og det synes vi helt klart, at de danske politikere skulle lade sig inspirere af, siger seniorrådgiver i Forbrugerrådet Tænk, Sine Jensen.
Forbrugerrådet mener, det er problematisk med meget agressiv reklame for skønhedsingreb, hvor forbrugerne hele tiden får oplysninger i hovedet, som f.eks. i busreklamer.
Ifølge Sine Jensen har bl.a. Belgien forbud mod reklamer for kosmetiske operationer.