Et år efter skandalen: De unge valfarter igen til Prag

Flere rejsebureauer melder, på trods af sidste års negative medieomtale, om totalt udsolgt af deres vinterferie-rejser til Prag.

De danske unge har ikke ladet sig afskrække fra at rejse til Prag og feste, selvom 30 unge sidste år måtte lade sig indlægge på lokale hospitaler. (Foto: © Dmitry Kalinovsky, Colourbox)

Selvom danske unges indtog i Prag sidste år endte med hærværk, tjekkisk vrede, og at 30 danske unge blev indlagt blandt andet med alkoholforgiftning, så lader det ikke til at være noget, der har afskrækket de unge.

Flere af rejseudbyderne melder nemlig allerede nu om udsolgt og om oprettelse af ventelister.

Blandt andet kan de to nystartede bureauer Prague Week og RM Travel, der samlet set sender 5.000 danske og svenske unge af sted, allerede nu melde om udsolgt til rejserne i uge 7 og uge 8.

Ingen overraskelse for gymnasieeleverne

At de danske gymnasieelever endnu en gang valfarter til Prag, kommer ikke som en speciel stor overraskelse for Danske Gymnasieelevers Sammenslutnings (DGS) formand, Philip Dimsits Lerer.

- Jeg ved ikke, om det undrer mig. Der var mange tusinde af sted sidste år, men det betyder jo ikke, at de alle sammen opførte sig på samme måde, siger han.

DGS afholder i samarbejde med Udenrigsministeriet, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, Danmarks Rejsebureau Forening, Rektorforeningen og TrygFonden i dag en konference, der skal sætte fokus på, hvordan sidste års hærgen kan undgås.

- Jeg tror, at det er vigtigt, at der bliver sendt et signal til de elever, der ikke kunne opføre sig ordentligt, om at det ikke er i orden, siger Philip Dimsits Lerer.

Lettere adgang for unge under 18

En af de unge, der endnu engang er frisk på en vinterferie i Prag, er 17-årige Laura Bahnsen Gothelf.

Hun fortæller til DR Nyheder, at hun tager til Prag for at være sammen med sine venner og gå i byen hele ugen. Og særligt adgangen til natklubberne, for de under 18-årige, betyder en stor del.

- Man kan komme ind alle mulige steder. Herhjemme i Danmark skal man jo skaffe et ID, hvis man er under 18. Så man skal ud i nogle ulovligheder, som man ikke rigtig vil ud i, men i Prag kan man komme ind meget nemmere, siger hun.