Beboerne på den lille ø Endelave i Kattegat går nu til kamp mod mågerne.
Fuglenes fortæring af blåmuslinger er nemlig skyld i, at biler og cykler punkterer. Det skriver TV SYD.
Punkteringerne opstår, når mågerne - i arbejdet på at nå ind til de eftertragtede muslinger - dropper dem på vejen for at smadre skallen. De knuste og knivskarpe skaller borer sig med lethed ind i dæk på både biler og cykler.
For øjeblikket mæsker mågerne sig rigtig meget i blåmuslingerne, fortæller øens havnefoged Jørgen Holm Pedersen, som selv for nylig oplevede at blive offer for fuglenes festmåltid i form af et punkteret bildæk.
- Problemet med knuste skaller er særlig stort lige nu, hvor der på grund af lavvande er rigtig mange blåmuslinger. Fuglene "taber" især muslingeskallerne på molen og på selve havneområdet. Når de knivskarpe skaller først sidder i dækkene, kan de arbejde sig indad og forårsage en punktering, fortæller Jørgen Holm Pedersen.