Johnny vil gøre sin datter arveløs - hvis han kunne

Et simpelt spørgsmål om arv endte med, at Johnny ikke længere ser sin datter.

Johhny Hansen mistede kontakten til sin datter, fordi de ikke kunne blive enige om hans arv. (© DR)

Da Johnny Gross og Hanne Blicher Steensen gik i gang med at lave et testamente var det for at sikre fremtiden for hinanden og deres børn, når en af dem døde.

Men de gode intentioner blev afløst af en bitter strid, og i dag har Johnny Gross ingen kontakt til sin egen datter. Og nu vil han efterlade hende så lidt som muligt.

- Det er mig og Hanne, der har brugt vores sure tid på at tjene de penge, så er det fandeme også os, der skal have lov til at bestemme, hvad de skal bruges til, fortæller Johnny Gross i DR1 dokumentaren 'Til arven os skiller', som bliver sendt i aften klokken 20:40.

En sammenbragt familie

Som så mange moderne familier er Johnny Gross og Hanne Blicher Steensens familie lidt af det hele.

Johnny har selv et enkelt barn fra et tidligere forhold, mens Hanne har tre, hvoraf den ene er blevet adopteret af Johnny og derfor er deres fælles barn. Alle fire børn er voksne og flyttet hjemmefra nu.

Da Johnny blev ramt af prostatakræft besluttede de sig for, at det var på tide at skrive et testamente.

- Vi havde snakket om, at vi skulle stramme os an og få lavet det testamente. For Hanne har også været igennem et par grimme sygdomme, så det var på tide, siger Johnny.

Må ikke blive i huset

Hvis man ikke har et testamente træder arveloven i kraft ved et dødsfald, men den tager ikke højde for sammenbragte familier. Det vil blandt andet sige, at stedbørn ikke automatisk arver fra deres stedmor.

Det betyder også, at hvis et barns biologiske mor eller far dør, har barnet krav på halvdelen af det den døde forældre efterlader sig. Den efterladte stedmor eller stedfar skal altså med det samme efter dødsfaldet udbetale et beløb, der svarer til halvdelen af det, der bliver efterladt.

Også hvis det betyder, at stedforælderen er nødt til at sælge et fælles hus eller andre fælles værdier for at have råd til det.

Uskiftet bo

Barnet eller børnene kan dog også vælge at udskyde deres andel af arven, så de første får den, når deres stedforældere dør, så de ikke er tvunget til at gå fra hus og hjem for at udbetale arven med det samme. Den ordning kaldes et uskiftet bo.

Og her gik det galt for Hanne og Johnny. For Johnnys datter ville pludselig ikke skrive under på, at Hanne kunne få lov til at vente med at udbetale arven, hvis Johnny døde.

- Vi vil gerne have, at den anden kan sidde i huset, uden at pigerne skal komme og gøre krav på en masse, siger Johnny og fortsætter:

- Men Karina er bange for, at hun ikke får noget af Hanne, hvis hun skriver under på det.

Slog hånden af sin far

Når der opstår strid omkring arv og testamenter, bygger det ifølge eksperterne ofte på dybe følelser, og det var ifølge Johnny og Hanne også tilfældet med Johnnys datter.

- Karina siger, at hun ikke har fået noget hjælp fra vores side, og at de andre piger har fået i hoved og røv, forklarer Johnny.

Til sidst går det så vidt, at Karina sender en mail til Johnny, hvor hun siger, at hun ikke vil have kontakt til ham mere.

- Det rammer dybt i hjertet, når ens egen datter sender sådan en besked, siger han.

Hun får ikke noget

Som en konsekvens af datterens beslutning har Johnny og Hanne ikke kunnet skrive deres testamente som planlagt.

Uanset hvad de gør, så har Karina krav på en del af hans penge og hans andel af huset, hvis han dør først, gennem den såkaldte tvangsarv.

Til gengæld har de sørget for, at hun ikke får en krone mere end det.

- Jeg er så skuffet over, at min egen datter har gjort det her mod mig, så lige nu får hun tvangsarven og ikke en skid andet.

At dele boet efter en afdød slægtning kan opløse selv de varmeste følelser blandt søskende.I en ny DR1-serie følger vi arvinger, der er midt i en familiestrid efter forældrenes død.

Se første afsnit af 'Til arven os skiller' på DR1 i aften klokken 20.40.

LÆS HELE TEMAET OM ARV HER.