VIDEO Golden retrieveren Thomas hjælper ADHD-børn i skolen

Siden sommerferien har Golden retrieveren Thomas været ansat på Resen Skole i Skive for at hjælpe børn med ADHD.

Resen Skole i Skive plejede at være fyldt med støjende børn, men det hjalp en firbenet ansættelse på.

Den 4-årige Golden retriever Thomas har siden sommerferien været på Resen Skoles lønningsliste, og det har vendt op og ned på undervisningen i specialklassen for de børn, der har diagnoser som ADHD.

- For mig er han jo rar at have herinde. Han er så dejlig blød at nusse med, når man måske er lidt stresset eller presset, siger Patrick, der bakkes op af klassekammeraten Tobias.

- Der er blevet mere ro, så man kan arbejde og koncentrere sig, siger han.

Roen har gjort det muligt at sætte ind med en målrettet pædagogisk indsats for den enkelte elev, og som tak aflønnes Thomas af skolen, så han kan få god mad i sin hundeskål og behandling hos dyrlægen, hvis det kræves.

Mød hjælpehunden Thomas, der har bragt ro over en støjende og urolig specialklasse i Skive, i videoen i toppen af artiklen.