Hvis man har tænkt sig at smutte en tur over grænsen for at købe billigt krudt, efter at fyrværkerisalget i dag er skudt i gang i Tyskland, så bør man genoverveje den idé.
Det er meldingen fra politiet, der sammen med Skat lørdag har gennemført kontroller ved flere grænseovergange i Sønderjylland.
- Vi går efter alt fyrværkeri, for alt fyrværkeri indkøbt i Tyskland er uden den danske sikkerhedsmærkning, og dermed er det ulovligt, fortæller vicepolitikommissær Tim Wulff fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Det er dog i orden at indføre småting som stjernekastere og små bordbomber, som man trækker med en snor, lyder det.
Fire sager ved dagens kontrol
Ifølge Tim Wulff ligger antallet af sager om ulovligt fyrværkeri indført fra Tyskland "rimeligt konstant" på omkring 40 sager om året, og efter nogle timers aktion lørdag havde man stoppet fire biler med ulovligt fyrværkeri.
- Min erfaring med de her kontroller siger mig, at folk godt er klar over, at det er ulovligt. I det tilfælde her er det i alle fire tilfælde danske statsborgere, der har indført det, og de er klar over det, siger han.
To af sagerne var i Kruså, og de udløser begge bøder på omkring 1.500 kroner, samtidig med at fyrværkeriet bliver konfiskeret.
Kontrollen fortsætter
Vicepolitikommissæren håber således også, at tolderne og betjentene med deres tilstedeværelse har "en venlig, men afskrækkende effekt", når folk kører ud af Danmark og derfor måske dropper tanken om at tage fyrværkeri med tilbage.
- Vi kan konstatere, at med fire sager på nuværende tidspunkt er det, hvad sagsantal angår, ikke imponerende, men det er også utroligt dejligt at konstatere, at der ikke er flere sager. Det fortæller mig lidt om, at det kan have virket, og at vi har været både præventive og synlige, siger Tim Wulff.
Fyrværkerikontrollen ved grænsen fortsætter søndag og mandag.