Boligmarkedet stadig langt fra toppen

Selv om der bliver gjort forsøg på at tale boligmarkedet op, er realiteten, at der bliver solgt langt færre boliger end da markedet toppede i 2004, skriver Jyllands-Posten.

Det kniber stadig med at sælge boliger. Niveauet er langt under de gyldne år i begyndelsen af 00´erne. (Foto: © Martin Ballund /Scanpix)

Boligmarkedet halter stadig.

Fem år efter markedet for alvor dykkede er køberne ikke vendt tilbage, skriver Jyllands-Posten.

Selv om der har været positive signaler fra både ejendomsmæglere og Nationalbanken, vil årets salg ligger 34 procent under niveauet i 2004, viser tal fra ejendomsmæglerkæden EDC.

Jens Lunde, der er lektor på CBS og ekspert i boligmarkedet, bekræfter, at boligsalget hænger i slæbegear:

- Der er ikke gang i boligmarkedet. Det er blevet talt op, men der er ikke et underliggende boom i efterspørgslen, siger han.

Mange er insolvente

De rekordlave renter er åbenbart ikke nok til at opveje de problemer, som findes på boligmarkedet.

- Der er ikke megen økonomisk vækst endnu, stort set ingen indkomstfremgang, arbejdsløshedstallene udvikler sig ikke prangende, og mindst 25 pct. af boligejerne er teknisk insolvente og dermed i praksis ikke i stand til at sælge, lyder det dystre budskab fra Jens Lunde.