Julevenner sætter rekord: Flere får et sted at holde jul

165 julegæster kommer til at holde jul hos en vært, de ikke kender i forvejen.

Projektet Julevenner har slået rekord i forhold til sidste år, så flere får et sted at holde jul. (© Colourbox)

Hvis du er en af de 165 danskere, der har meldt sig som gæst til projektet Julevenner, så kan du godt regne med at have et sted at tilbringe juleaften, efter at tilmeldingsfristen til projektet er udløbet i dag, fredag.

Sådan lyder det fra Røde Kors, der sammen med DR Nyheder står bag projektet, som går ud på at matche folk uden et sted at holde jul med andre, der gerne vil have en eller flere ukendte gæster med til juleaften.

Sidste år fik 138 danskere et sted at holde jul, da projektet løb af stablen for første gang, så med 165 gæster er det rekord.

- Vi tror på, at vi er kommet lidt bredere ud med budskabet, og det er rigtig dejligt at kunne give flere mennesker et sted at holde jul, siger Troels Østergaard, konsulent i Røde Kors og ansvarlig for Julevenner.

Ikke alle værter får en gæst

Samtidig har 554 personer meldt sig som værter, og gæster og værter er blevet matchet ud fra faktorer som geografi, samt om de har børn med eller ej. Men det er således ikke alle værter, der kommer til at få en gæst, de ikke kender i forvejen, med til julebordet.

- Det er simpelt hen bare fordi, at der er mange flere værter end gæster, så folk er ikke blevet valgt fra, siger Troels Østergaard om de værter, der senest klokken 18 i dag får besked om, at de ikke får en Juleven som gæst.

Julegæster og -værter er løbende blevet matchet, siden projektet gik i luften 1. december, og ved tilmeldingsfristen i dag manglede omkring 15-20 gæster at blive matchet med en julegæstfri vært. De får i løbet af dagen besked om, hvor og med hvem de skal holde jul.

Værten skal derefter kontakte sin gæst og blive enige om, hvordan arrangementet skal forløbe.

Du kan læse mere om Julevenner her.