Stormflod: Selvrisiko stiger og stiger

Selvrisikoen ved stormflod er steget markant de senere år – og loven er ændret, så selvrisikoen stiger endnu mere, hvis huset rammes igen.

- Du er magtesløs på så mange måder overfor de kræfter, som naturen sætter ind med, siger stormflodsramt familiefar. (Foto: © Alex Sunding)

Selvrisikoen ved stormflod har overrasket mange. I dag er selvrisikoen da også højere end for få år siden - og loven er ændret, så selvrisikoen stiger yderligere, hvis dit hus ligger i et risikoområde og oversvømmes igen.

Før 2010 var selvrisikoen fem procent for huse og ti procent for fritidshuse. Og selvrisikoen blev ikke ændret, hvis dit hus blev ramt af stormflod flere gange.

Blev dit hus ramt da Bodil rassede er selvrisikoen på otte procent. Anden gang en stormflod rammer dit hus stiger den til 13 procent og tredje gang bliver selvrisikoen mere end fordoblet til 18 procent. For fritidshuse er selvrisikoen henholdsvis 13, 18 og 23 procent.

- Stigningen rammer alle, der har et hus eller et sommerhus i risikogruppen. Hvis man har haft en skade, som ligger mellem en 20 og en 50 års hændelse, så stiger ens selvrisiko næste gang. Det bliver altså dyrere næste gang, man får en skade, siger Torben Weiss Garne, der er underdirektør i Forsikring & Pension, til DR Nyheder.

Skal tage stormflodsrisiko seriøst

Den forhøjede selvrisiko skal blandt andet give en økonomisk tilskyndelse til, at danskere i udsatte stormflodsområder sikrer sig bedre på forhånd:

- Ved at du skal betale mere og mere hver gang, der kommer en skade, så har du et større incitament til at gøre noget for at forebygge, at der kommer en skade næste gang, siger Torben Weiss Garne.

Stormflodsramte er magtesløse

Steen Lykke Pedersens kælder i Frederikssund stod i vand under stormfloden i fredags og familien er nu tvunget ud i hans søster og svogers sommerhus. Alligevel giver han ikke meget for det økonomiske incitament:

- Vi kunne ikke have gjort noget som helst. Så skulle vi have sat vantætte skodder for vinduerne og for kælderdøren, men det tror jeg ikke der er mange huse der har i Danmark. Og vandet det væltede jo op af kloakkerne til at starte med, så der var intet at stille op, siger Steen Lykke Pedersen.

- Du er magtesløs på så mange måder overfor de kræfter, som naturen sætter ind med. Jeg vil kunne gøre noget fuldstændig ekstraordinært, men det kan den forhøjede selvrisiko ikke rykke på. Så skal jeg designe mit hus helt om, siger den stormflodsramte familiefar.

Mangler at udpege risikoområder

Underdirektør i Forsikring & Pension, Torben Weiss Garne, fortæller til DR Nyheder, at han endnu ikke er bekendt med et kort over, om hvem der ligger i risikoområder eller ej:

- Det er ikke udpeget endnu. Jeg er i hvert fald ikke bekendt med, hvor de er udpeget, men det er klart at Stormrådet skal tage stilling til præcis, hvilke strækninger, der er ramt af noget mellem en 20 og en 50 års hændelse, siger han.

Til gengæld for den øgede selvrisiko har man, ifølge Torben Weiss Garne, fået nogle mere gunstige erstatningsopgørelser end før lovændringen i 2010:

- Man ændrede således, at man ikke dækkede haver mere og man ændrede selvrisikoen, og så fik man til gengæld et andet erstatningsopgørelsesprincip, som er mere gunstigt for de skadelidte, siger han til DR Nyheder.