Mange boligejere holder i dag vejret. I hvert fald frem til middagstid. Her kan de nemlig få svar på, om de kan få erstatning fra forsikringsselskaberne for de hidsige oversvømmelser, som stormen Bodil tog med sig fredag og lørdag.
Det er Stormrådet, som beslutter, hvem der skal have erstatning efter weekendens stormflod.
Rådet tager beslutningen på baggrund af Kystdirektoratets lokale vurderinger, for oversvømmelserne skal være forårsaget af en regulær stormflod, hvis der skal være erstatning at hente.
Medarbejdere i Kystdirektoratet har de seneste dage indsamlet vandstandsmålinger fra hele landet og sendt dem til Stormrådet, som tirsdag middag beslutter, hvilke områder, der har været udsat for stormflod.
Ingen stormflod - nul erstatning
Kun boligejere i områder, som vurderes at have været ramt af stormflod, kan få hjælp til at udbedre skaderne, det siger underdirektør i Forsikring og Pension, Torben Weiss Garni til DR Nyheder:
- Har din bolig fået en skade, og området samtidig falder udenfor kategorien 'stormflodsramt', så er der intet at gøre, tilføjer. Torben Weiss Garni.
Fakta om stormflod:
Stormflod er en oversvømmelse, der skyldes ekstrem høj vandstand i havet. Stormfloder i Danmark varierer meget i styrke og kan ramme kysterne i månederne oktober til april.
Du kan få erstatning for oversvømmelserne i huset eller kælderen, når Stormrådet er overbevist om, at der er tale om en stormflod.
Fænomenet stormflod defineres ved, at det ikke opstår oftere end hvert 20. år. Har dit boligområde derimod været ramt af lignede fænomen inden for denne årrække, så er der ingen hjælp at hente.
- Der er aldrig nogen, mig bekendt, som har fået erstatning fra deres forsikringsselskab på grund af en havvandsskade, siger Torben Weiss Garni og fortsætter:
- Skaden falder simpelthen udenfor, ligesom din forsikring heller ikke dækker, hvis du får en skade fra et jordskælv. Begge dele er specifikt undtaget.