En dårlig dag på arbejdet kan gøre de fleste af os i dårligt humør. Måske er man blevet skældt ud af chefen. Måske fik man ikke den forfremmelse eller lønforhøjelse, man havde håbet på. Eller måske mistede en god kollega sit job.
Når danskerne oplever en vrede over deres arbejdsplads, vælger flere og flere at kanalisere den ud på Facebook. Og det bringer et stigende antal danskere i fedtefadet på deres arbejdsplads, viser en rundringning, som DR har lavet til HK, 3F og FOA.
- Vi oplever et stigende antal henvendelser. Og det er alt fra, at folk føler sig lidt stødte over, at en kollega har skrevet et eller andet til det mere alvorlige, hvor det giver egentlige samarbejdsproblemer eller hvor det fører til advarsler eller fyringer, siger Sidsel Boertmann Brüel, der er konsulent i FOA.
Fik streng advarsel
En af de personer er 44-årige Sus Tranekær. Hun er social- og sundhedsassistent og hun blev forarget, da en kollega ikke fik forlænget sin stilling. Derfor skrev hun på Facebook:
- Øv. Det kan de da ikke være bekendt.
Men nogen i ledelsen læste med og var ikke begejstret for Sus' offentlige brok over dem.
- Så jeg fik en advarsel, som jeg har taget til efterretning. Men det er svært, for jeg vil gerne være loyal over for min arbejdsplads og samtidig have empati for min kollega, der ikke fik jobbet. Så jeg ville nok ikke gøre noget om, hvis jeg kunne, siger hun.
Kan koste jobbet
Opdateringen kostede ikke Sus jobbet, men der er et eksempler på, at en opdatering i vrede kan få den konsekvens.
- Der er medarbejdere, der er blevet opsagt eller bortvist, fordi en virksomhed syntes, at en udtalelse var for grov, siger Charlotte Vester, der er underdirektør i Dansk Erhverv.
De får et stigende antal henvendelser fra virksomheder, der beder om gode råd til håndtering af sager, hvor medarbejdere har skrevet upassende Facebook-opdateringer.
I langt de fleste tilfælde råder de virksomheden til at tage en snak med den pågældende medarbejder, men i nogle tilfælde kan voldsommere konsekvenser være den rigtige løsning.
- Der er ingen tvivl om, at der er grænser for, hvad man kan tillade sig at skrive på sociale medier, siger Charlotte Vester.
Sus ændrer sig ikke
Ifølge Sidsel Boertmann Brüel fra FOA er det meget vigtigt, at man lytter til de advarsler, man får fra arbejdspladsen. Men Sus Tranekær har ikke tænkt sig at ændre sine vaner.
- Når man godt kan lide at sige sin mening, må man også tage de klap, det giver. Hvis det får konsekvenser for mig, må jeg håbe på, at der er en anden arbejdsplads, der ikke har deres medarbejdere i lige så kort snor, siger hun.
Sus Tranekær har imidlertid lært, at man skal tænke grundigt over, hvad man skriver på Facebook.
- Når du først trykker på knappen, så er det ude i verden. Så er det for sent. Det er jeg blevet bedre til at tænkte over. Men jeg synes, det er forkert, at man som privatperson ikke kan skrive sin mening på Facebook, siger hun.