PISA: Danmark klarer sig dårligere end i 2009

Danmark falder tre pladser tilbage i forhold til andre OECD-lande i en ny PISA-test, der viser, at danske skolebørn er blevet dårligere til matematik.

De danske skolebørn er blevet dårligere til matematik, viser en ny PISA-undersøgelse. (Foto: © lusi, stock.xchng)

De danske skoleelever er blevet dårligere til matematik.

Det viser en ny PISA-undersøgelse, hvor elever fra hele verden sammenlignes på deres evner inden for matematik, læsning og naturfag.

Danske skolebørn dårligere i matematik

Her fremgår det, at de danske skolebørns evner indenfor især matematik er blevet dårligere.

Danmark er således gået tilbage med 1,8 procentpoint i forhold til den forrige undersøgelse fra 2009.

Det sker selv om Danmark samlet set scorer 500 point, som er over gennemsnittet på 494 for OECD-landene.

Falder tre pladser tilbage

I den sidste PISA-test fra 2009 lå Danmark på en 12. plads blandt 33 OECD-lande, når det kom til evner indenfor matematik.

Men med de nye og dårligere resultater, må Danmark se sig overhalet af tre andre nationer, så vi nu kun er nummer 15 ud af 34 OECD-lande i rangeringen på matematik.

Færre dygtige danske børn

Et andet område, hvor Danmark halter efter, er i andelen af toppræstationer.

PISA-testen deler eleverne op i seks nivauer, hvor 5 og 6 er de bedste, og her befinder kun 10 procent af de danske eleverne sig.

Sammenligner man med New Zealand, der har samme score på 500 som Danmark, er antallet af dygtige elever væsentligt højere. Her hører 15 procent af eleverne til i den høje ende.

- Vi har fået flere svage elever, og det er problematisk i en tid, hvor vi skal leve af de dygtigste elever, siger Niels Egelund, formand for danske PISA-konsortium, der står bag undersøgelsen.

Bedre til læsning og naturfag

Mens de danske skolebørn går tilbage i matematik, viser den nye PISA-test også, at børnene faktisk er blevet bedre til både læsning og naturfag.

Her er der tale om en mindre fremgang på henholdsvis 0,1 og 0,4 procentpoint. Men det kommer faktisk negativt bag på formanden for den danske PISA-konsortium:

- Vi havde en forventning om, at vi ville flytte os mere fremad her. Det viste andre tests, at vi kunne forvente. Men det gjorde vi altså ikke, siger Niels Egelund.

De forbedrede resultater i læsning og naturfag er heller ikke noget, der rykker os opad på ranglisten i forhold til andre lande.

Danmark foran nordiske lande

Selv om Danmark således falder længere ned på listen, ligger vi stadig foran vores nordiske nabolande Sverige og Norge i de tre fag.

Samtidig er Finland, som længe er blevet fremhævet for sine gode akademiske præstationer i forhold til skolebørn, gået voldsomt tilbage i alle tre fag siden sidste undersøgelse i 2009.