Erstatningskrav strømmer ind fra tidligere Mejlhede-patienter

Så mange ansøgninger om erstatning, der kun vedrører en enkelt speciallæge er usædvanlig, lyder det fra Patientforsikringen.

Patientforsikringen har aldrig modtaget så mange henvendelser om en enkelt navngiven speciallæge.

37 tidligere patienter hos psykiateren Arne Mejlhede har søgt om erstatning for skader, de har fået ved behandlingen.

- Det er usædvanligt, at vi får så mange ansøgninger om erstatning, der kun vedrører en enkelt navngiven speciallæge, siger vicedirektør Martin Erichsen fra Patientforsikringen, som behandler sagerne.

P1 Dokumentar og DR Nyheder afdækkede i foråret, hvordan Arne Mejlhede i årevis fejlbehandlede og overmedicinerede patienter. Selvom flere læger og pårørende siden 1990'erne forsøgte at slå alarm over for Sundhedsstyrelsen, greb styrelsen ikke ind og stoppede psykiateren.

Halvdelen fik nye diagnoser

Siden sagen kom frem, har Region Nordjylland givet over 100 tidligere patienter fra Arne Mejlhede en ny vurdering af deres sygdom.

Hos halvdelen af dem har regionens psykiatere vurderet, at diagnosen var forkert. De har givet patienterne en ny diagnose og ændret eller helt stoppet medicinen.

Typisk er det patienter, der har haft en af de helt tunge psykotiske diagnoser fra Arne Mejlhede, hvor regionen har vurderet, at de i stedet har endepression eller en angst-tilstand.

Cheflægen i Region Nordjyllands psykiatri, Morten Kjølbye, betegnede det for nylig over for DR Nyheder som "en grov systematisk fejl" i Arne Mejlhedes diagnoser.

Sager genoptaget

For nogle måneder siden besluttede Patientforsikringen at genoptage de sager, den tidligere har afgjort om patienter fra Arne Mejlhede. Samtidig opfordrede den flere tidligere Mejlhedepatienter til at søge erstatning.

Og vicedirektør Martin Erichsen lovede, at sagerne ville blive behandlet i lyset af den viden, der var kommet frem om Mejlhede og hans fejlbehandlinger.

Alligevel har kun få patienter indtil nu fået erstatning.

Patientforsikringen har afgjort 14 sager. Blot to patienter har fået erstatning, fem har ikke fået erstatning og syv er blevet afvist, fordi de gik til behandling hos psykiateren i Hobro før 2004.

Først i 2004 blev privatpraktiserende speciallæger omfattet af loven om patientforsikring.

- De sager har vi slet ikke mulighed for at se på, siger Martin Erichsen fra Patientforsikringen.

To af de sager, der er endt uden at patienterne fik erstatning, er blevet afgjort i klageinstansen Patientskadeankenævnet. Det var før sagen om Mejlhedes fejlbehandlinger kom frem. Alligevel har Patientskadeankenævnet ikke fundet grund til at genoptage de to sager, oplyser nævnet til DR Nyheder.

Opfordrer flere til at søge

Patientforsikringen er forberedt på at få flere sager om erstatning fra Mejlhedes patienter.

- Noget tyder på, at der er væsentlig flere sager, end dem vi har set. Der har været tal fra Region Nordjylland og i pressen, og vi håber selvfølgelig at få lov at vurdere de sager også, siger Martin Erichsen.

P1 Dokumentar kl. 14.03 har mere om Mejlhedes patienter og deres vanskeligheder ved at søge erstatning.