Det kommende prishop til de danske fjernvarmekunder falder langt fra i god jord hos landets parcelhusejere.
Det er direkte dobbeltmoralsk af politikerne, at den såkaldte forsyningssikkerhedsafgift ifølge Dansk Fjernvarmes beregninger bliver op mod tre gange så høj som ventet, lyder det fra Parcelhusejernes Landsforening.
- Man går ud og tvinger folk til at få fjernvarme, og senere hæver man så afgiften. Det er jo ikke valgfrit for de mennesker, som er blevet tvunget eller motiveret med pisk eller gulerod til at få fjernvarme og ikke kan komme ud af det igen. Det er dobbeltmoralsk, siger foreningens formand, Allan Malskær.
1,6 millioner kunder rammes
Ifølge Dansk Fjernvarme vil Danmarks 1,6 millioner fjernvarmekunder blive ramt af et gennemsnitligt prishop på fem procent svarende til en regning på cirka 700 kroner fra nytår, skriver Jyllands-Posten.
Synderen bag de stigende varmepriser er forsyningssikkerhedsafgiften på CO2-fri brændsler som blandt andet træflis og halm, som regeringen satte på programmet i forbindelse med sidste års grønne energiaftale.
Det skriger til himlen, mener Allan Malskær.
- Der lægges afgifter på sorte brændsler for at få folk til at være mere miljørigtige. Det har folk så gjort enten frivilligt eller ved tvang, og så siger man "hovsa, nu er der sgu for mange, der gør det", siger han.
Ekstraregning på op mod 3.500 kroner
Da klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) sidste år præsenterede regeringens grønne energiaftale, var meldingen, at den nye varmeafgift sammen med stigende el-afgifter vil påføre en typisk husstand en regning på 1.300 kroner i 2020.
Men nu viser beregninger fra Dansk Fjernvarme, at alene den nye varmeafgift vil udløse en ekstraregning på op mod 3.500 kroner.
Parcelhusejernes Landsforening mener, at sådan en afgift bør finansieres via finansloven, når der er tale om en politisk beslutning, som ikke nødvendigvis er økonomisk fornuftig, men som er god for miljø og klima.
- En politisk beslutning om at gøre noget, der egentlig er samfundsøkonomisk forkert, kan man godt tage, men så skal man selv betale den. Her lader man forbrugerne betale. Det er for mig dobbeltmoralsk, siger Allan Malskær.
De store byer får den højeste regning
Den højere afgift ventes især at ramme fjernvarmekunder i landets større byer, og på Frederiksberg er der eksempelvis allerede vedtaget et prishop for næste år på 15 procent svarende til en stigning på op mod 1500 kroner for en bolig på 150 kvadratmeter.
Klima- og energiminister Martin Lidegaard har ikke noget bud på, hvor stor regningen blive for fjernvarmekunder i 2020.
- Jeg har ikke mulighed for at foretage en nærmere vurdering af Dansk Fjernvarmes tal, men jeg vil tro, at udsvingene i prisen også dækker over eksempelvis ændrede priser på brændsel, drift og vedligeholdelse, siger Martin Lidegaard til Jyllands-Posten.