I går aftes blev den 18-årige digterdebutant overfaldet på Københavns Hovedbanegård, da han fulgte sin kæreste til toget.
I dag er det kommet frem, at overfaldsmanden er tidligere dømt for terror, og nu fortæller Yahya Hassan selv om episoden til DR Nyheder:
Kort inden overfaldet har han fået øjenkontakt til et par, der 'stirrer' på ham, men Yahya Hassan registrerer også, at de forlader banegården. Da han er ved at kramme sin kæreste farvel, får han så et slag i hovedet bagfra:
- Min kæreste begynder at skrige lidt, og jeg vender mig om og får en mere. Jeg prøver at parere og give nogle slag, siger Yahya Hassan.
Det ender i tumult på gulvet, hvor Yahya Hassans jakke bliver revet i stykker, inden forsamlingen omkring dem får skilt dem ad og overfaldsmanden bliver fastholdt. Hassan går fri med en flækket læbe.
Vold ikke nyt for Hassan
Overfaldet har i dag affødt fordømmelser fra både kulturminister Marianne Jelved (R) og foreningen PEN, der arbejder for skribenters ytringsfrihed, ligesom historien er gået som breaking news gennem den danske mediebillede. Men for Yahya Hassan var det blot endnu en ærgerlig aften:
- Det er jo ikke noget nyt. Det er ikke noget, der først sker efter min bogudgivelse. Det er elementer i det her samfund, der fandtes et halvt år før min udgivelse, og de vil også findes et halvt år efter. Jeg ved, at det er sådan noget, der kan ske for mig, siger han.
Af samme grund vil han heller ikke sige, at han frygter at blive overfaldet igen.
- Jeg ved, at det vil ske. Det er en præmis, et vilkår, når jeg går ud og siger tingene offentligt.
Skal have sit morgenbrød
Sådan burde det dog ikke forholde sig, mener Yahya Hassans forlagsredaktør på Gyldendal, Simon Pasternak:
- Det er selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt, at han ikke kan skrive en bog, som fortæller en vigtig historie og er et kunstværk, uden at blive overfaldet. Vi har været bekymret for, at det ville ske, siger han.
Yahya Hassan vil ikke oplyse, om han er i dialog med PET om eventuel beskyttelse. Og selvom han nærmest går og forventer at blive overfaldet, så vil han ikke holde sig fra gaden, slet ikke:
- Jeg skal jo stadig ind på mit forlag, købe cigaretter og ned at hente morgenbrød, siger han.