Der er meget stor forskel på, hvor mange penge kommunerne bruger på børnepasning. Det viser nøgletal fra Økonomi- og Indenrigsministeriet.
Den kommune, der bruger flest penge på pasning, er Københavns Kommune, hvor nettodriftsudgifterne i 2013 er 59.762 kroner per 0-10-årig barn. Det er næsten dobbelt så meget som de kommuner, der spenderer mindst per barn.
Udflytter- og skovbørnehaver
Børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune, Jesper Christensen (S), mener man ikke, at de ødsler pengene væk.
- Vi skal selvfølgelig hele tiden kigge på, om vi bruger pengene fornuftigt, men jeg synes at vores serviceniveau står godt mål med de budgetter, vi har, siger han til DR Nyheder.
En del af forklaringen på Københavns Kommunes høje udgiftsniveau er, ifølge Jesper Christensen, at man har sat et loft på forældrenes betaling til SFO-pladserne og ekstra pædagoger i de børnehaver, der har et ekstra socialt behov.
Derudover mener børne- og ungdomsborgmesteren, at kommunen har nogle særligt værdifulde tilbud:
- Vi har små institutioner, vi har udflytterbørnehaver, vi har skovbørnehaver og en række andre tilbud, som andre steder er sparet væk. Jeg håber på, at borgerne synes, at pengene er givet godt ud i lyset af den service, vi leverer, siger han.
Postnumret skal ikke være afgørende
Formanden for Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund, Henning Pedersen, mener, at det er urimeligt, at postnumre afgør udgiftsniveauet:
- Det er ganske urimeligt, at der er så stor forskel, som der faktisk er i de udgifter, som kommunerne bruger på børneområdet. Det kan jo ikke være rigtigt, at det skal være postnumret, som er afgørende for, om man møder få pædagoger eller mange pædagoger i institutionerne, siger han til DR Nyheder.
BUPL foreslår et bundniveau
For det første kritiserer BUPL-formanden, at kommunerne endnu ikke har brugt alle 500 millioner kroner fra finansloven til flere pædagoger. For det andet foreslår han en minimumsnormering, så alle børn er garanteret et vist antal pædagoger per antal børn.
- Man skal lave en nedre grænse, en bundgrænse for antallet af børn i forhold til pædagoger. En minimumsnormering kan man kalde det, siger Henning Pedersen.
BUPL anbefaler en voksen per 2,5 barn i vuggestuer, per 5 børn i børnehaver og per 8 børn i SFO og fritidshjem.
Nettodriftsudgifterne til pasning ligger gennemsnitligt i 2013 på 43.688 kroner per 0-10-årigt barn i de danske kommuner.
#KV13