Region Nordjylland har tidligere afvist at indkalde psykiater Arne Mejlhedes tidligere patienter, på trods af at halvdelen af hans omkring 115 tidligere patienter beviseligt har fået stillet en forkert diagnose.
Den holdning var dog noget forandret, da regionsrådsformand Ulla Astman (A) var igennem i TV Avisen klokken 21.00.
- Vi vil tage kontakt til patienterne, men vi vil afklare med Sundhedsstyrelsen, hvor stort omfanget er. Skal vi gå alle patienterne tilbage, eller er der et bestemt tidspunkt, hvor Sundhedsstyrelsen kan sige, at det er herfra, problemerne muligvis begynder, siger Ulle Astman til TV Avisen.
Astman: Vi har aldrig gjort det her før
Årsagen til, at regionen nu ændrer sin holdning til alligevel at indkalde Arne Mejlhedes tidligere patienter, forklarer Ulla Astman med, at man nu har et fagligt belæg, hvilket man ikke har haft tidligere.
Regionsrådsformanden forklarer også, at kontakten til de berørte vil ske med stor forsigtighed, da der er tale om personfølsomme og fortrolige oplysninger, der ikke er beregnet til at kunne kontakte tidligere patienter igennem.
- Vi har aldrig gjort det her før, og mig bekendt er det ikke sket før, så derfor er vi nødt til at være i tæt kontakt med Sundhedsstyrelsen omkring det. Men vi vil kontakte alle de patienter, vi overhovedet kan, i det omfang som det fagligt vurderes er relevant, siger Ulla Astman.