Der er så mange blomster på graven, at Kirsten Collin må bede sin mand, Erik, om at finde en ny vase.
De er på besøg på kirkegården, hvor deres søn ligger begravet.
- Det er underligt, at vi skal stå her og kigge på hans navn, siger Kirsten Collin og kigger ned på gravstenen.
- Det er forfærdeligt, siger hendes mand Erik Collin.
For halvandet år siden mistede ægteparret deres 37-årige søn.
Blev bange
Anders Collin blev i foråret 2012 indlagt med en blødende tyktarmsbetændelse på Køge sygehus.
Men behandlingen gik galt, og Anders Collin gik i kramper og hans organer svigtede.
- Han havde det rigtig skidt efter operationen. Jeg ringede til ham hver morgen, og til sidst kunne jeg ikke høre, hvad han sagde. Han tabte sig og blev svag, og han så ganske forfærdelig ud til sidst, siger Kirsten Collin og holder en pause.
- Jeg var ved at blive bange på det tidspunkt, tilføjer hun.
Den manglende handling
For hendes mand Erik Collin er det ikke selve behandlingen, han har svært ved at forstå. Men han forstår ikke, at lægerne undlod at reagere på fejlen.
- Jeg forstår ikke, at man ikke følger op på, at der er noget galt. Hvorfor skal det være knægtens mor, der fortæller dem, at Anders er gul i hovedet? En blodprøve ville jo have vist, at han havde fået blodforgiftning, siger Erik Collin.
Han mener, at Anders stadig kunne have været i live, hvis lægerne havde haft fokus på, at der var sket en fejl, siger han.
Manglede ressourcer
Efter Anders Collin døde, talte både Kirsten og Erik med lægerne på afdelingen.
- De sagde, at de selv ikke forstod dødsfaldet, og de sagde at det var på grund af ressourcemangel, siger Kirsten Collin, der stadig ikke forstår, hvad lægerne mente med det.
- Jeg kan ikke forstå, at man så ikke har søgt hjælp andre steder, siger hun.
Køge sygehus endte med at indberette dødsfaldet som en utilsigtet hændelse og beklagede over for familien i et brev. Her erkendte overlægen, at "der skulle være fulgt mere op med Anders Collins tilstand på nogle specielle blodprøver, så der kunne være forebygget, hvad der skete."
En advarsel til andre sygehuse
På Køge Sygehus fortæller overlæge Niels Gadsbøll til DR Nyheder, at man på hospitalet har gennemgået behandlingsforløbet for at undersøge, hvad de fremover kan gøre bedre.
- Resultatet er, at vi har udarbejdet en behandlingsinstruks for området og understreget, at i særlige tilfælde kan patientens syre-base-balance være kritisk, og at den derfor skal overvåges nøje. Patientombuddet har udsendt denne information til alle relevante afdelinger i landet, så lignende tilfælde kan undgås i fremtiden, skriver han i en mail til DR Nyheder.
- Jeg får jo aldrig min søn tilbage, men vi håber at det ikke sker igen, siger Erik Collin og Kirsten Collin supplerer:
- Det er det værste man kan opleve, det ønsker jeg ikke for nogen - heller ikke min værste fjende.
DR Nyheder sætter fokus på patientsikkerhed. Vil du dele en oplevelse eller viden med os? Så skriv til hospital@dr.dk