EL og DF vil skærpe straffen for skrupelløse skatterådgivere

Straffen for at hjælpe folk med at snyde i skat skal hæves. DF vil også fjerne brodne rådgiveres bestalling.

Pernille Skipper vil skærpe straffen for skatterådgivere, der hjælper klienter med at skjule penge i skattely. (© DR)

Det vækker dyb forargelse hos både Enhedslisten og Dansk Folkeparti, at en række skatterådgivere i DR's dokumentar 'I Skattely' ikke har nogen skrupler over at hjælpe en undercover-journalist med at skjule millioner for Skat.

Derfor vil de nu skærpe straffen for rådgivere, der medvirker til skatteunddragelse.

- Jeg er dybt rystet. De mennesker skal straffes og restforfølges, og hvis det ikke er tilstrækkeligt, så må vi have strammet op på reglerne og eventuelt hæve straffen, så det er klart for en hver, at det her ikke er acceptabelt, siger Enhedslistens retsordfører Pernille Skipper.

DF er enige

Hun bakkes op af Dansk Folkepartis skatteordfører, Dennis Flydtkjær, som også mener, at man bør tage bestallingen fra de rådgivere, der ikke kan overholde loven.

- Det er hamrende usolidarisk i forhold til samfundet. Og det lyder som en god mulighed, at de får en skærpet bødestraf og måske fængsel, hvis det er grove tilfælde, siger Dennis Flydtkjær.

Skatteminister åben

Hos regeringspartiet SF er skatteminister Holger K. Nielsen åben overfor forslag, der kan komme problemet til livs.

- Der er forskellige muligheder, og jeg er bestemt åben over for forslag, der kan få fat på de her mennesker og forbedre kontrollen med dem, siger han.

Ifølge en beregning, som som lektor Niels Johannesen fra Økonomisk Institut ved Københavns Universitet har lavet for DR, har danske statsborgere skjult mellem 100 og 150 milliarder i udlandet.

Hans udregning viser også, at den danske statskasse årligt snydes for mellem tre til fem milliarder kroner på grund af skattesnyd.