Hundeejer: Jeg flytter til Sverige

Hundeloven kan betyde, at Ina Olsen flytter til Sverige.

Ina Olsen med sine to hyrdehunde af racen Tornjak. (© DR)

To hyrdehunde af racen Tornjak lunter rundt i Ina Olsens hjem i Herlufmagle.

De er én af de otte racer, der aldrig har haft et skambid på samvittigheden, men som befinder sig på en liste over 13 forbudte hunde i Danmark.

I sit udkast til revision af hundeloven har fødevareminister Karen Hækkerup (S) bibeholdt forbuddet mod samtlige hunde, og det vækker vrede i Herlufmagle.

"Det er chokerende"

- Jeg synes, det er meget chokerende, at vores politikere er bedøvende ligeglade med fakta og med, hvem de ofre for sagen, siger Ina Olsen.

Hun mener, at listen over forbudte hunderacer, der blev lavet i 2010, er fuldstændig tilfældig.

- De fleste racer har slet ikke bidt nogen før, under eller efter forbuddet, siger Ina Olsen.

På vej til Sverige

Høringsperioden for revisionen af hundeloven udløber i dag fredag og bliver Tornjak ikke en legal race i Danmark, tager Ina Olsen konsekvensen.

- Når vi kan komme til det, så flytter vi til Sverige. Men jeg synes, det er godt gjort, at man skal jages ud af sit eget land, når man aldrig har gjort noget forkert, siger Ina Olsen.

Politikere fra Enhedslisten og Dansk Folkeparti vil have fødevareministeren til at undersøge hundeloven igen, efter det er kommet frem, at 8 ud af 13 forbudte hunderacer ikke har skambidt.