KORT: Her har politiet slået til mod skunkfarme

Her kan du se, hvor politiet har fundet skunkfarme i Danmark.

Siden 2007 har politiet fundet 154 professionelle skunkfarme. De fleste af farmene er fundet i det nordvestlige Jylland, viser helt nye tal, som Rigspolitiet har opgjort for DR Nyheder.

I Midt- og Vestjyllands politikreds har politiet på de seks et halvt år fundet i alt 27 skunkfarme, og i Nordjylland har politiet fundet 26. I København og på Københavns vestegn er der kun blevet fundet ni i samme periode.

Det skyldes ifølge Rigspolitiet, at vietnamesere kigger efter steder, hvor de kan være i fred.

- Der er længere mellem husene i Jylland, og det er formentlig derfor, at de vælger at slå sig ned der, og vi har jo også sager andre steder i Danmark, hvor der er langt mellem husene, siger Michael Ask, chef for Det Nationale Efterforskningscenter (NEC) siger han og fortsætter:

- Måske er det også det faktum, at det er nemmere at eksportere ned over landegrænsen fra Jylland, for vi ved jo, at noget af skunken bliver eksporteret.

Vietnamesere står bag

Oftest er det vietnamesere, der står bag skunkdyrkningen. Bagmænd organiserer fattige vietnamesere, som de har smuglet til landet i nedlagte landbrug eller tomme beboelsesejendomme, hvor de lejer sig billigt ind.

Rigspolitiets tal viser også, at fire ud af 10 af de personer, der siden 2007 er blevet anholdt og sigtet for fremstilling og salg af skunken, er vietnamesere.