Stor skunk-produktion afsløret i industribygninger

Fire skunkgartnerier på Vestegnen har været i gang i næsten to år og skabt en millionomsætning, siger politiet.

I den nye sag fra Vestegnen er samtlige implicerede dog danskere i alderen mellem 35 og 51 år. De bor i Brøndby, Ballerup, Rødovre, Virum og Fredensborg. (Foto: © Politiet)

En flok mænd og en kvinde har i lang tid haft travlt med at passe skunkplanter i flere industribygninger på den københavnske vestegn.

I forbindelse med sagen har betjente fra Københavns Vestegns Politi i to omgange været ude i anholdelsesaktioner, og ved den seneste, der fadt sted onsdag, er ni mænd og kvinde blevet anholdt.

Dyrkningen er sket i tre industribygninger i Rødovre og på en fjerde adresse i Ballerup, oplyser politiet.

Stort antal afsløret

I de senere år er der blevet afsløret et stort antal skunkgartnerier i især nedlagte landbrugsejendomme i Jylland. Her er en stribe vietnamesere blevet anholdt og dømt.

- Vi kan konstatere, at vi over de sidste to til tre år har fået flere sager, hvor man meget professionelt har indrettet sig - typisk på øde landsteder - med alt det udstyr, som det kræver at producere skunk, siger chef for Det Nationale Forskningscenter, Michael Ask.

I den nye sag fra Vestegnen er samtlige implicerede dog danskere i alderen mellem 35 og 51 år. De bor i Brøndby, Ballerup, Rødovre, Virum og Fredensborg.

Hvor varerne fra Vestegnen er blevet afsat, ønsker politiet ikke at gå i detaljer med.

Planter i system

Dyrkningen af planterne i Rødovre og Ballerup var sat i system med kunstlys, vandingsanlæg og udluftning.

I alt er der beslaglagt mindst 6000 skunkplanter. Planterne kan høstes flere gange om året.

Hos politiet tør vicepolitiinspektør Carsten Jansson ikke udtale sig om den mængde skunk, der er blevet høstet gennem de seneste par år.

- Men det er en anselig mængde, det er over 100 kilo, siger han. Omsætningen har været i millionklassen, og ved aktionen onsdag blev der i øvrigt beslaglagt 200.000 kroner i kontanter.Erstatningskrav fra DongDyrkningen kræver enorme mængder strøm, men i de fire væksthuse er der ikke betalt for elforbruget.

- Der kommer et stort erstatningskrav fra Dong, bemærker vicepolitiinspektør Carsten Jansson.

I alt otte af de anholdte kræves varetægtsfængslet ved grundlovsforhør onsdag og torsdag.

Det er uklart, hvordan de anholdte stiller sig til sigtelserne.