Håndværksmestre siger nej tak til lærlinge: De aner ikke, hvad de laver

Hver femte håndværksmester siger nej tak til at bruge lærlinge, fordi de ikke mener, det er besværet værd.

Knap hver femte håndværkermester siger nej til lærlinge, fordi det er for besværligt. (© DR)

Tak, men pænt nej tak.

Sådan lyder beskeden til unge, der søger en læreplads i håndværksfaget ofte. Oftest får de unge beskeden, fordi de små og mellemstore håndværksmestre ikke har arbejde nok til at have en lærling.

Men omkring hver femte mester ryster også på hovedet, når det kommer til lærlinge, fordi de er for besværlige. Det viser en undersøgelse foretaget at Håndværksrådet, hvor 1300 små og mellemstore virksomheder har svaret.

- De (arbejdspladserne, red.) synes, de unge er umotiverede, at de er uafklarede, disciplinen er for slap og generelt er det faglige niveau for dårligt, siger chefkonsulent i Håndværksrådet Heike Hoffmann.

Møder ikke til tiden

Omkring 11.500 unge mangler en læreplads, men sådan en får de ikke hos Ole Andersen, der er automekaniker og ejer Oles Autoservice, der regner lærlinge for så upålidelige, at han i øjeblikket slet ikke vil have nogen.

- Enten kom man for sent, ellers kom man slet ikke. Hvis ikke man har nogle medarbejdere, man kan stole på, så er det lige meget, siger han til DR Nyheder.

Han mener ikke, at det kan betale sig i længden. Og den konklusion deler han med Mikkel Rasmussen, der er automekaniker og mester i Klippinge Autoservice.

- Nogle af dem har ikke det fjerneste begreb om, hvad de laver. De aner ikke engang, hvilken vej de skal skrue, siger han som forklaring på, at der i øjeblikket ikke bliver ansat nye lærlinge i Klippinge Autoservice.

Skolen har også et ansvar

Regeringens reform af erhvervsuddannelserne skal være med til at øge fagligheden blandt eleverne og få flere unge til at vælge uddannelserne frem for gymnasiet. Reformen lægger blandt op til, at eleverne skal bestå dansk og matematik til Folkeskolens Afgangsprøve, før de kan starte på en erhvervsuddannelse.

Det krav kan vise sig at være fornuftigt, for fagligheden er blandt de parametre, der får de to håndværksmestre til at sige nej til potentielle lærlinge.

- For det første er de ikke de bedste til at læse og skrive. Og det er altså et problem i autobranchen, forklarer Mikkel Rasmussen.

Men har du som mester ikke også et ansvar for at uddanne fremtidens lærlinge?

- Jo, selvfølgelig har vi et ansvar for det. Men når vi gang på gang får en ud, der ikke kan møde til tiden, så har vi allerede der et problem, siger Mikkel Rasmussen.

I denne uge sætter P3 fokus på manglen på praktikpladser - under titlen 'Lærepladser Til Alle'. Fra mandag til fredag rejser P3 rundt i hele landet og sender 3 timers direkte formiddagsradio fra klokken 9-12 på forskellige erhvervsskoler – og forhåbentlig skaffer de lærlingepladser til mange af de 11.500 unge, der lige nu står og mangler.