Lektor i skatteret: Flere boligejere bør have penge tilbage

Skat skal gå længere tilbage end 2011 for at sikre, at borgerne ikke har betalt for meget i skat på grund af fejlagtige ejendomsvurderinger.

(Foto: © Torben Lindegaard: Slotsgade i Aabenraa.)

Har danske boligejere betalt for meget i skat på grund af forkerte ejendomsvurderinger, så må Skat rette op på fejlen. Også selv om det betyder, at Skat må gå endnu længere tilbage end til ejendomsvurderingen for 2011.

Det mener ph.d. og lektor i skatteret ved Aalborg Universitet, Thomas Rønfeldt.

- Uanset, hvor svært skatteministeren synes, at opgaven er, så må Skat finde ressourcerne til at udbedre sine skader. Skat kan ikke undslå sig med, at opgaven er for stor eller kompliceret, siger Thomas Rønfeldt.

Skatteminister lover boligejerne penge tilbage

Lørdag aften skrev B.dk, at skatteminister Holger K. Nielsen nu lover kompensation til de boligejere, der har betalt for meget i boligskat på grund af fejl i ejendomsvurderingerne i 2011.

I 2011 var det særlig slemt med Skats ejendomsvurderinger. En rapport fra Rigsrevisionen har kritiseret, at Skat ramte forkert i sine ejendomsvurderinger i tre ud af fire tilfælde.

Skatteminister Holger K. Nielsen har sagt, at det vil være en for stor opgave at gå længere tilbage end 2011.

Men den går ikke, mener skatteekspert Thomas Rønfeldt.

- Rigsrevisionen kan fastslå, at 41 procent af de danske parcelhuse var vurderet for højt. Så det vil også være muligt for Skatteministeriet at gå tilbage til 2007 og 2009. Det vil selvfølgelig koste mange penge og ressourcer, men Skat må ikke opkræve for meget i skat. Det har de ikke hjemmel i loven til. Det er i strid med grundloven. Og længere er den ikke, siger Thomas Rønfeldt.Også fejl i fremtidenI næste uge vil Skatteministeriet ifølge Berlingske præsentere et nyt vurderingssystem, som skal sikre, at Skat også fremadrettet laver korrekte ejendomsvurderinger.

- It og teknologi kan mange ting. Det er spændende, om de har formået at lave en model, der ikke har samme grad af usikkerhed som i 2011. De skal lave et it-system, der kan ramme en vurdering tæt på handelsværdien, men ikke over den, så de slipper for en fysisk kontrol, siger Thomas Rønfeldt.

Thomas Rønfeldt tror, at det bliver umuligt for Skat at lave et system, der kan sikre, at der ikke også vil blive lavet fejlvurderinger af ejendomme i fremtiden:

- Min vurdering er, at uanset, hvor godt systemet er, så vil det være umuligt at forestille sig et system, der kan tage hånd om de geografiske faktorer, der er i Danmark. Vi er et lille land, men vi har meget stort spænd i ejendomsværdierne, siger han.

Kræver lovændring

Som loven er i dag, må Skat ikke vurdere ejendomme højere, end de kan sælges til. Og det er en svær opgave for Skat, mener Thomas Rønfeldt.

- Som det ser ud nu, giver loven Skat en næsten umulig opgave.

Han vurderer, at det vil kræve en lovændring, før Skat kan ramme helt rigtigt i sine ejendomsvurderinger:

- Som jeg vurderer loven, så giver den Skat en opgave, de på forhånd ikke kan opfylde. Det undskylder selvfølgelig ikke, at skat bryder loven. Derfor skal der en lovændring til, så Skat i konkrete situationer må ramme over med en lille procentssats.