To betonsten er tidligt i morges smidt igennem to vinduer i villaen hos Lars Georg Jensen, formand for Grundejerforeningen på Tudskærvej i Vanløse.
Det sker efter at DR Nyheder tirsdag aften kunne fortælle, at rockere på villavejen i Vanløse har tilbudt at flytte, hvis de kunne få 400.000-500.000 kroner. P4 Københavns reporter var derude torsdag morgen:
- Kort efter klokken 04:45 ringer Lars Georg Jensen til politiet og fortæller, at der kastet sten igennem et køkken - og kældervindue, fortæller reporteren til DR Nyheder.
Masser af glasskår udenforLars Georg Jensen og familien vågnede ved larmen, da vinduerne blev smadret:
- Lyset uden for huset var tændt, og der var masser af glasskår ved de to knuste vinduer, siger han til DR Nyheder.
Han er overbevist om, at de knuste vinduer er en konsekvens af, at han tirsdag aften i DR Nyheder fortalte, at det er et problem at have en rockerborg midt i et boligkvarter:
- Vi er nødt til at gøre opmærksom på problemet og opfordre kommunen til at gøre noget.
Mødes med borgmesteren
Politiet rykkede ud til villaen, og er torsdag morgen i gang med at efterforske stenkastene.
Bandidos flyttede sidste år ind i en villa og oprettede en rockerborg på villavejen. Her har beboerne siden levet i frygt for, at rockerkrig og bandekonflikt skulle flytte ind i deres baghaver.
Beboerene skal i dag, torsdag mødes med borgmesteren:
- Her er budskabet, at Københavns Kommune nu skal gøre noget ved det, siger Lars Georg Jensen til DR Nyheder.
Fredag kommer kommunen ud og ser på forholdene.
Bander og rockerborge i hver femte kommune
En kortlægning, som DR Nyheder tidligere har lavet, viser, at i hver femte kommune bor bander og rockere i villakvarterer.
Københavns Kommune har indtil nu ikke ment, at det ifølge loven, er muligt at lukke rockerborgen, men sagen får nu flere landspolitikere på banen.
Se Lars Georg Jensen vise de to knuste ruder, som betonstenene blev kastet igennem, i videoen i toppen af artiklen.