Ny form for menneskehandel er kommet til Danmark

Skunkavlere fra Vietnam bliver handlet i Danmark, lyder det fra Center mod Menneskehandel

Bag mørklagte vinduer høster vietnamesiske arbejdere skunk for kyniske bagmænd. Og det er under kummerlige forhold, lyder det fra Center mod Menneskehandel. (© DR København)

I takt med, at skunkfarme de seneste år skudt op flere steder i Danmark, er en ny form for menneskehandel kommet til landet, lyder det fra Center mod Menneskehandel.

Bag skunkfarmene står ofte kyniske vietnamesiske karteller, der sætter fattige vietnamesere til at dyrke skunken.

- Det at være handlet til kriminalitet er ikke noget, vi på den her måde har set tidligere, og det er derfor en ny målgruppe for os, forklarer Anette Skjoldborg fra Center mod Menneskehandel.

Trusler på livet

Siden 2007 har dansk politi anholdt knap hundrede vietnamesere og sigtet dem for skunkproduktion.

De fleste vil ikke tale med politiet, men nogle af dem har fortalt Center mod Menneskehandel om de kummerlige forhold, som de har levet og arbejdet under.

- De bliver udsat for trusler på livet og får at vide, at de bliver slået ihjel, hvis ikke de gør, som bagmændene siger, eller at der vil ske noget med deres familie, fortæller Anette Skjoldborg.

- De må heller ikke forlade farmen, for de er i et tvangsforhold. Og nogle steder bliver de også låst inde, fortsætter hun.

Ved ikke at de befinder sig i Danmark

Flere af vietnameserne ved ikke, at de befinder sig i Danmark, for de er blevet smuglet og transporteret hertil af bagmændene.

- Nogle af dem er blevet smuglet hertil i bil, mens andre er blevet smuglet hertil på en mere bestialsk måde i containere. De ved måske godt, at de er i Europa, men ikke præcis hvor, siger Anette Skjoldborg.

Ny form for menneskehandel

I alt har politiet fundet mindst 158 skunkfarme i Danmark siden 2007, og hele 68 af dem er blevet fundet inden for det seneste halvandet år. Det viser helt nye tal, som Rigspolitiet har opgjort for DR Nyheder.

De fleste skunkfarme bliver fundet i udkantsområderne i Jylland, men der er også fundet skunklaboratorier på Lolland, Falster og på Sjælland. Bagmændene bor ikke på farmene, men bor ifølge politiet oftest i Vietnam eller i andre lande i Europa.

Også hos Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter, NEC, tager chef Michael Ask de vietnamesiske skunkavleres forhold alvorligt.

- Når vi har ransaget de her steder, har vi både holdt os for øje, at de her personer har begået en kriminel handling, men at de samtidig også kan være ofre for menneskehandel, siger Michael Ask.

Tallene fra Rigspolitiet viser, at 40 procent af de personer, der siden 2007 er blevet anholdt og sigtet for fremstilling og salg af skunken, er vietnamesere.