Nye tal: Rekordmange skunkfarme i Danmark

Professionelle skunkdyrkere har slået til på et hidtil uset niveau, viser tal, der aldrig er blevet offentliggjort før.

En underverden af vietnamesiske bagmænd og fattige arbejdere står bag professionel skunkdyrkning i et omfang, dansk politi ikke har set før.

Skunkfarme, hvor der bliver dyrket cannabis til hashfremstilling, er de seneste år skudt op flere steder i Danmark.

Det viser helt nye tal, som Rigspolitiet har opgjort for P1 Dokumentar.

Tallene viser, at politiet har fundet mindst 158 skunkfarme i Danmark siden 2007, og hele 68 af dem er blevet fundet inden for det seneste halvandet år.

Ofte er det kyniske vietnamesiske karteller, der står bag farmene, hvor bagmændene sætter fattige vietnamesere til at dyrke skunken, lyder det fra Rigspolitiet.

Senest blev der ifølge DR Nyheders oplysninger anholdt vietnamesere på Fyn mandag, efter politiet slog til mod to skunkfarme tirsdag.

Tallene viser også, at fire ud af 10 af de personer, der siden 2007 er blevet anholdt og sigtet for fremstilling og salg af skunken, er vietnamesere.

- Det er første gang, at vi har offentliggjort sort på hvidt, hvor omfangsrigt problemet er, siger chef for Det Nationale Efterforskningscenter (NEC), Michael Ask.

Et problem, der ifølge ham er blevet større og derfor sværere at bekæmpe inden for de seneste par år.

- Vi kan konstatere, at vi over de sidste to til tre år har fået flere sager, hvor man meget professionelt har indrettet sig - typisk på øde landsteder - med alt det udstyr, som det kræver at producere skunk, siger han.

Endnu flere vietnamesere bag dyrkningen

Han understreger også, at selv om tallene viser, at det er 40 procent af de sigtede, der er vietnamesere, kan det tal være langt højere.

- Det er næsten udelukkende vietnameserne, der bliver sigtet for fremstillingen, mens de danske kriminelle er inde over afsætningen af skunken, forklarer Michael Ask.

Skunken bliver typisk solgt til rockerne eller til andre dele af det kriminelle miljø i Danmark, mens en del af den også bliver transporteret ud af landet.

Hvor meget skyldes stigningen, at i har fået mere fokus på det, og hvor meget skyldes den, at der er kommet flere steder?- Vi har haft fokus på det de seneste 10 år, men vi har ikke set det i det omfang og med den professionalisme, som vietnameserne har lagt for dagen, siger Michael Ask.

Lever under slavelignende forhold

Vietnameserne indretter sig i nedlagte landbrug eller tomme beboelsesejendomme - oftest langt ude på landet - hvor de kan leje sig billigt ind. Og her styrer bagmændene de arbejdende skunkavlere med hård hånd.

For de vietnamesiske skunkavlere lever nogle gange under slavelignende forhold, forklarer Michael Ask.

- Vi ved fra internationale erfaringer, at vietnameserne og deres familier i Vietnam risikerer repressalier fra bagmændene, hvis de skulle finde på at gøre noget eller sige noget, eller hvis de stikker af, siger han og forklarer, at bagmændene også typisk er vietnamesere, men at de ofte befinder sig andre steder i Europa eller i Vietnam.

Vil have fat i bagmændene

De vietnamesiske arbejdere bor kun i Danmark i nogle få måneder indtil høsten er i hus, hvorefter bliver sendt videre til andre europæiske lande, hvor de dyrker ny skunk på nye farme.

Derfor har Danmark sammen med en række andre lande iværksat nogle fælles efterforskningsteams, der arbejder sammen om at finde frem til de vietnamesiske bagmænd.

- Vi vil gerne have fat i bagmændene, og ikke kun manden på gulvet, siger Michael Ask og forklarer, at politiet derfor løbende kender til flere skunkfarme, end de slår til mod.

Endnu større problem i andre lande

En rapport fra Europol konkluderer, at den organiserede produktionen af cannabis er steget i både Danmark, Tyskland, Sverige, Storbritannien og Norge.

Ifølge forskere fra Center for Rusmiddelforskning viser undersøgelser, at skunkdyrkning inden for landets grænser i England og Holland efterhånden overstiger 50 procent af den cannabis, der er på markedet. Men så stort er problemet endnu ikke i Danmark, lyder det fra Michael Ask.

- I Danmark er det stadigvæk sådan, at den langt overvejende del af hashen på det danske marked kommer fra udlandet - primært fra Marokko, siger han.

De fleste skunkfarme er fundet i Nordjylland, Vestjylland, Midtjylland, Lolland og Falster samt Sydsjælland.