Onsdag fortsatte retssagen mod 12 tidligere ansatte på opholdsstedet Solhaven i Nordjylland. Her vidnede den tidligere viceforstander, der i dag er forstander på et andet opholdssted.
Og han kom med hidtil uset kritik fra Solhavens egne rækker i forhold til et af de 75 anklagepunkter.
- Forstanderen gjorde ikke en en skid, sagde manden til anklageren fra vidnestolen om en hændelse, hvor en 16-årig dreng ifølge anklageskriftet blev banket til bevidstløshed af to tidligere ansatte.
- Hvis der var blevet fulgt op på sagen, så havde vi jo ikke siddet her i dag, sagde manden.
Tiltalt for grov vold og mishandling
Solhaven er et opholdssted i Farsø i Nordjylland, der har flere afdelinger i byen og nærmeste omegn for børn og unge med svære tilpasningsvanskeligheder.
De 12 tidligere ansatte er tiltalt efter straffelovens grove voldsparagraf for både at have slået, sparket og mishandlet i alt 21 børn og unge, der var anbragt på stedet mellem 2005 og 2011.
Tidligere onsdag vidnede den dreng, der blev udsat for det overgreb, som viceforstanderen henviser til.
- Da jeg vågnede igen, så slog P mig ved min nyre og i ansigtet med knyttede næver. Så jeg besvimede igen. Jeg gik ud som et lys, fortalte den i dag 25-årige unge mand om episoden, der ifølge anklageskriftet fandt sted i 2005.
Virkede vred og bange
Den tidligere viceforstander fortalte under sin afhøring, at han havde set den dengang 16-årige dreng efter det påståede overfald.
- Jeg kunne godt se, at han havde skrammer i ansigtet. Han virkede vred og skræmt, fortalte den tidligere viceforstander.
Han fortalte også fra vidnestolen, at han dengang konkluderede, at der var gået noget galt med magtanvendelsen.
Forstander tiltalt for ulovlig tvang
Magtanvendelser er noget, som de ansatte på Solhaven i visse situationer måtte ty til, har de tiltalte fortalt i retten. En decideret magtanvendelse er lovlig, hvis den bliver udført på den rigtige måde, og hvis den bliver indberettet.
- Det var mere en regel end en undtagelse, at forstanderen ikke gjorde noget, når der havde været en voldsom magtanvendelse, forklarede den tidligere viceforstander fra vidneskranken.
De 12 er alle tiltalt for grov vold, mens forstanderen og fire andre også er tiltalt for ulovlig tvang. Forstanderen er også tiltalt for vidnetrusler. Hvis de bliver fundet skyldige risikerer de op mod fire års fængsel.
Alle 12 mænd nægter sig skyldige i vold mod de unge, men de forklarer, at magtanvendelser var nødvendige over for de unge på opholdsstedet.
Retssagen mod Solhaven skal ifølge planen foregå frem til den 31. marts næste år.