Regeringen får hug for at droppe øremærket barsel

Ikke mindst fagbevægelsen langer hårdt ud efter regeringens beslutning om at droppe øremærket barselsorlov til mænd.

Ifølge HK´s formand, Kim Simonsen, er et års arbejde nu spildt.

Kritikken hagler ned over regeringen efter dens beslutning om at droppe den øremærkede barselsorlov til mænd - en plan som ellers var en del af regeringsgrundlaget.

Selv internt i regeringen er der massiv modstand mod at droppe den øremærkede barsel.

- Vi har kæmpet til sidste sekund. Alene. Socialdemokraterne har skiftet holdning, siger SF´s ligestillingsordfører Özlem Cekic til DR Nyheder.

Fremgår af regeringsgrundlag

Også Socialdemokraternes egen ligestillingsordfører, Rasmus Horn Langhoff, er skuffet.

- Jeg skal lige vænne mig til tanken, men kampen for at sikre fædre bedre muligheder fortsætter, siger han.

Langhoff var også på barrikaderne, da regeringen stik imod regeringsgrundlaget droppede et forbud mod købesex.

Alle tre regeringsordførere imod

Det er bemærkelsesværdigt, at alle tre ligestillingsordførere i regeringen går imod beslutningen.

Løftet om 12 ugers barsel til mænd fremgår af regeringsgrundlaget.

Regeringen vil i stedet give nybagte fædre en økonomisk gevinst. En far, som tager barsel ud over seks uger, vil få 100 kr. om dagen skattefrit for hver dag, han er på barsel mellem seks og 12 uger.

Regeringen har tidligere droppet kvoter i bestyrelser og et forbud mod købesex, selvom det har været en ambition at markere sig på ligestillingsområdet.

LO: Troede på mere mod

I fagbevægelsen har forventningerne om øremærket barsel til mænd været store. Derfor er LO´s næstformand, Lizette Risgaard, også meget også overrasket over regeringens beslutning:

- Vi havde håbet, at regeringen ville være modig. Og jeg havde troet, at regeringen ville være mere ambitiøs på dette område, siger Lizette Risgaard.

V: Løftebrud

Ifølge HK´s formand, Kim Simonsen, er et års arbejde nu spildt.

Venstres gruppeformand Kristian Jensen kalder regeringens beslutning for "et løftebrud", men er samtidig tilfreds.

- Den model, der nu er lagt op til, er langt bedre end tvungen barsel, siger han.

To uger er øremærket til faren

I regeringsgrundlaget blev der lagt op til at øremærke 12 uger af barselsorloven til fædre, så op mod tre måneder af den samlede barsel på 52 uger ville gå tabt, hvis faren ikke benyttede sig af den.

I dag er det sådan, at et dansk forældrepar har ret til 52 ugers orlov med dagpenge, hvoraf to uger er øremærket til faren og 18 uger som udgangspunkt til moren.

De er resterende 32 uger er op til forældrene selv at fordele.