Simone fik HPV-vaccine: Jeg har smerter hver eneste dag

14-årige Simone Kenfelt mener, at hun er blevet alvorligt syg, efter at hun har fået HPV-vaccine.

For to år siden dyrkede Simone Kenfelt masser af sport og elskede at hoppe i trambolin. Det kan hun ikke mere på grund af sine sygdom, som, hun mener, skyldes HPV-vaccine. (Foto: © DR)

Hun har kraftig hovedpine og smerter i leddene næsten konstant. Hendes hænder ryster, og i perioder er både hendes arme og ben lammet. Hun bliver let svimmel og besvimer oftere og oftere, og hun har fået sværere og sværere ved at koncentrere sig og huske, hvad der foregår omkring hende.

Beskrivelserne er blot et udpluk af de lidelser, som 14-årige Simone Kenfelt bærer rundt på.

- Det er et helvede, siger hun, da DR Nyheder møder hende i familien Kenfelts hjem i Birkerød.

Simone har aldrig fået stillet en diagnose, men hun, hendes forældre og hendes praktiserende læge er overbeviste om, at hendes symptomer skyldes, at hun er blevet vaccineret med HPV-vaccine.

- Jeg er 100 procent sikker på, at det er HPV-vaccinen, siger Simone Kenfelt.

Tre stik

Ligesom 350.000 andre danske piger og unge kvinder er Simone Kenfelt blevet stukket med HPV-vaccine for at beskytte sig så godt som muligt mod at blive ramt af livmoderhalskræft senere i livet. Som de fleste andre, har hun modtaget tre doser af vaccinen.

Simones HPV-historie begyndte i august 2011, hvor hun som 12-årig fik sin første vaccine. Efter anden vaccine følte hun sig utilpas og fik hovedpine, men familien tænkte, at det nok bare skyldtes, at Simone var blevet teenager.

Den tredje og sidste vaccine fik Simone i februar 2012. En vaccination, der ifølge familien Kenfelt forandrede Simones helbred markant.

Hun havde nu ondt i hovedet dagligt og fik spændinger og smerter i nakke og ryg. Jævnligt blev hun svimmel og begyndte at besvime.

Hør Simone fortælle om sine symptomer i videoen her:

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5225fd45a11f9d1364f10484

Liste med bivirkninger

I efteråret 2012 blev Simone indlagt for første gang, men lægerne på Hillerød Sygehus kunne ikke finde ud af, hvad Simone fejlede.

Først et år efter stikket med den sidste vaccine blev familien Kenfelt gjort opmærksom på, at Simones symptomer kunne havde noget at gøre med HPV-vaccinerne.

Langt de fleste af hendes symptomer står nemlig på den liste over de sjældne bivirkninger, som HPV-vaccinen kan give.

En liste, Simone Kenfelt og hendes mor aldrig blev gjort opmærksom på, da vaccinen blev sprøjtet ind i Simones krop.

- Hos lægen fik jeg nærmest ingenting at vide, ud over at der kunne være lidt rødmen og lidt hævelse og ubehag, siger Simones mor, Mette Kenfelt.

Hun forklarer, at "det løb hende koldt ned ad ryggen", da hun fik at vide, at der kunne være en sammenhæng. Pludselig gav det hele mening.

(Foto: © DR Nyheder)

Læger: Sæt vaccine på pause

Efter at have oplevet, hvad der er sket med Simone, opfordrer hendes praktiserende læge, Claus Werner Jensen, myndighederne til at sætte HPV-vaccinen på pause.

Han bliver bakket op af Stig Gerdes, der er praktiserende læge i Fredericia og helt er stoppet med at give sine patienter HPV-vaccine af frygt for, hvad bivirkningerne kan føre med sig.

14-årige Simone så gerne, at myndighederne lyttede til de to læger.

- Hvorfor kan de ikke tage den ud af systemet og bare finde ud af, hvad der faktisk foregår, inden de giver den til flere, spørger hun.

Sundhedsstyrelsen forsvarer HPV-vaccine

Sundhedsstyrelsen holder fast i, at fordelene ved vaccinen er langt større end ulemperne, selvom vaccinen i meget sjældne tilfælde kan have alvorlige bivirkninger.

Indtil videre har Sundhedsstyrelsen fået indberetninger om 786 mulige bivirkninger, hvoraf 129 er blevet stemplet som alvorlige.

Både Claus Werner Jensen og Stig Gerdes frygter dog, at langt flere kan gå rundt med bivirkninger, uden at de er blevet indberettet.

Simones mor, Mette Kenfelt, er overbevist om, at tallet er større. Hun har skrevet om Simones sygdomsforløb på Facebook og fik på kort tid henvendelser fra 106 piger, der også led af symptomer, de mistænker for at hænge sammen med deres HPV-vaccine.

- Når jeg kan få kontakt til 106 på så kort tid, hvor mange taler vi så om, spørger Mette Kenfelt.

Mor har fortrudt

Mens lægerne og familien Kenfelt forsøger at råbe myndighederne op om, at de mener, at noget er galt, bliver Simone dårligere og dårligere.

Hør Simone tale om sin hverdag i videoen her:

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:522600dd6187a20c8c151144

Hun har allerede mistet 25 procent af undervisningen i 6. klasse og 60 procent af undervisningen i 7. klasse på grund af sin sygdom.

Hendes mor har fortrudt, at hun gik med til, at Simone fik vaccinen.

- Jeg kommer fra en lægefamilie og er egentlig for vacciner, men hvis jeg vidste, at Simone ville ende sådan her, havde jeg aldrig sagt ja til det.

- Hvis du nu forestiller dig, at Simone ikke havde fået vaccinen og havde fået livmoderhalskræft. Hvordan ville du så have det?

- Jeg er ovebevist om, at hvis hun udviklede celleforandringer, ville de blive fanget ved den obligatoriske screening. Frem for vaccine burde pigerne blive screenet oftere - også fordi vaccinen kun beskytter 70 procent mod at udvikle celleforandringer, siger Mette Kenfelt.

Knuger sig til håbet

Simone Kenfelt drømmer om at få et job og nogle børn, men indimellem bliver hun ramt af en frygt for, at det ikke kommer til at ske. Hendes største angst er, at den lammelse, der kommer i perioder, blive permanent.

Hør Simone fortælle om sine bekymringer i videoen her:

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5225fdf76187a20c8c15113a

Hun prøver dog at slå det hen og klynger sig til håbet:

- Jeg holder modet oppe, for jeg vil ikke lade frygten styre, hvordan tingene kommer til at gå. Jeg vil hellere lade håbet styre, at jeg kommer en vej, der kan hjælpe mig.

Hvis du er praktiserende læge og er nervøs for eller sikker ved at vaccinere med HPV-vaccine, vil vi gerne høre fra dig. Vi vil også gerne høre fra dig, hvis du har eller har haft livmoderhalskræft og gerne ville have haft HPV-vaccinen. Skriv til lmas@dr.dk og pum@dr.dk