Nanna har aldrig lagt et billede på nettet af sin søn

Nanna Lodberg Theut er en af de forældre, der har valgt, at billeder af deres børn ikke hører hjemme på Facebook.

Nanna Lodberg Theut og hendes kæreste venner tommelfingeren ned af, når det gælder Facebooks rettigheder til billeder af deres søn.

Etårige Anker fylder godt op i billedalbummet på sin mors mobiltelefon.

På den måde ligner moren, Nanna Lodberg Theut, de fleste andre forældre. Men på ét punkt skiller hun sig ud. Ingen af billederne af Anker lever videre på sociale medier som Facebook, Instagram og Twitter.

- Jeg har aldrig lagt et billede op af ham, siger hun til dr.dk

Ret til sin barndom

Beslutningen blev truffet helt bevidst af Nanna og hendes kæreste, inden Anker kom til verden.

Deres 80'er-barndom er kun foreviget i private fotoalbum, og sådan skal det så vidt muligt også være med Ankers første år.

- Facebook har ret til dine billeder, selvom du har en privat profil. På den måde ville Facebook have retten til Ankers barndom, og det vil vi ikke støtte op om. Anker skal eje sin barndom selv. selv, siger 30-årige Nanna Lodberg Theut.

- Er der noget galt

Især efter fødslen var der flere, der spurgte, om der ikke blev lagt billeder ud af den nyfødte dreng.

Nanna og hendes kæreste kom udenom det ved at tilbyde, at folk kunne komme forbi eller få tilsendt et billede på mail.

- Jeg tænkte, at måske tror de, at der er noget galt med mit barn, siden jeg, som en af de få, ikke deler billeder af mine børn, fortæller Nanna Lodberg Theut.

(Foto: © Nanna Lodberg Theut)

Regler for alle

Det er ikke kun Ankers forældre, der undgår at lægge billeder op af ham på Facebook. Reglen gælder også familie og venner.

Det har ikke været nødvendigt at fortælle dem, at de skal lade være, men Nanna Lodberg Theut holder stadig øje med, om der bliver lagt billeder op af Anker, når de for eksempel har været til fest.

- Indtil videre har der kun sneget sig billeder ind, hvor man kan se ham i baggrunden eller med ryggen til, og det er okay, fordi ingen andre vil kunne genkende ham, siger hun.

Hvad vil I gøre, hvis nogen af jeres venner eller familiemedlemmer lægger et billede op, hvor man tydeligt kan se, at det er Anker?

- Så vil jeg bede dem om at tage det af - især hvis hans navn står ved siden af billedet.