Johanne og Shayan: Vi går og cykler selv i skole

Nogle skoleelever kan tage i skole selv. Det er op til forældre at vurdere, hvornår de er klar, vurderer ekspert.

Johanne Schaumburg-Müller på 8 år og Shayan Mirza på 11 år går og cykler selv til skole.

Det var en noget anderledes morgen for brødrene Shayan og Puyan Mirza i morges.

For det første begyndte de i dag som mange andre elever på et nyt klassetrin. For det andet blev de fulgt i skole af begge deres forældre.

- Vi plejer at cykle alene, fortæller storebror Shayan på 11 år, mens han venter på, at klokken ringer ind til et ny skoleår på Amager Fælled Skole i København.

Holder øje med lillebrorFamilien Mirza bor fem minutter væk fra skolen, og Shayan har cyklet derhen, siden han var seks år gammel. Sidste år fik han sin bror Puyan på hjul, og det er et ansvar, han er helt klar over.

- Vores forældre er meget bekymret for, at vi skal komme ud for en ulykke, så vi passer godt på. Jeg kører altid forrest, men jeg er lidt usikker på det, for min bror kan ikke helt vejen, og samtidig er jeg bange for, at han falder, uden at jeg hører det, så hvert tiende sekund kigger jeg bagud, siger Shayan.

Brødrenes mor Azar Vafaei giver sin ældste søn ret i, at hun er bekymret for, at hendes drenge skal komme noget til, men at de har øvet sig, og at det har hjulpet på frygten.

- I begyndelsen trænede vi skolevejen med dem og lærte dem, hvordan de skal holde øje med trafikken, siger hun.

I videoen herunder kan du se Shayan Mirza fortælle om at cykle til skole.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:523b0f73a11f9d0d2091ceb0

Drop bagsædetI anledning af skolestart landet rundt gør Rådet for Sikker Trafik traditionen tro bilister opmærksomme på, at de skal være særligt opmærksomme på de helt nye trafikanter, men også på ældre skoleelever som brødrene Mirza.

Samtidig opfordrer rådet til, at forældre til skolebørn skal undgå, at deres børn bliver kørt i skole i bus eller i familiebilen.

- Der er en tendens til, at flere og flere børn bliver kørt i skole. Det er sikkert her og nu, men på på sigt er det ikke den måde, at børnene lærer at komme sikkert frem. De lærer ikke at begå sig i trafikken på bagsædet af en bil, siger Gitte Aagaard, der er konsulent i Rådet for Sikker Trafik.

Hun opfordrer til, at forældre i begyndelsen går eller cykler med deres børn, indtil de er klar til at klare turen til skole selv.

Står nok til at gå aleneOtteårige Johanne Schaumburg-Müller er en af de elever, der klarer turen til skole alene på gåben.

- Før blev jeg fulgt til skole, men nu er jeg blevet så stor, at jeg kan gå selv, fortæller hun i skolegården på Amager Fælled Skole, hvor hun i dag skal begynde i 2. klasse.

(Foto: © Laura Marie Sørensen, DR Nyheder)

Ved sin side har Johanne sin far Jesper Schaumburg-Müller. Johanne fortæller, at selvom hun går selv, har hendes far ikke sluppet hende helt af syne på skolevejen, hvor hun skal passere en trafikeret vej:

- Nogle gange følges jeg med min storebror Laurids, men ellers går jeg alene over vejen, men min far holder øje med, at jeg kommer sikkert over, inden han går, siger Johanne.

Far Jesper nikker og fortæller, at det giver en tryghed, at skolen har en skolepatrulje, som hjælper børnene over vejen.

Cykling er stadig leg for NathanMens 1. til 9. klasse har første skoledag på Amager Fælled Skole i dag, begynder børnehaveklasserne først på onsdag.

En af de helt nye elever er seksårige Nathan Kongstad. Da Shayan, Johanne og de andre større elever har fordelt sig bag skolens mure med tasker på ryggen, kommer han cyklende ind i skolegården med spidermantrøje og sort cykelhjelm på hovedet.

- Jeg har fået ny cykel, siger han og fortæller, at den gamle er blevet stjålet.

Nathan Kongstad (Foto: © Laura Marie Sørensen, DR Nyheder)

Han skal på fritidshjemmet, der ligger lige ved siden af skolen, og kender derfor allerede vejen til skole, selvom han endnu ikke er begyndt. Han vil dog blive fulgt af sine forældre et godt stykke tid endnu.

- Han er stadig ikke nok opmærksom til at cykle alene. Han er god til at cykle, men for ham er det stadig en leg, fortæller Nathans mor, Ninette Kongstad.

Forældre skal vurdere

Gitte Aagaard fra Rådet for Sikker Trafik kan ikke give en fasttømret formel for, hvornår børn er klar til at tage turen til skole alene.

- Der er mange forhold, der spiller ind. Et er børnenes alder. Noget andet er, hvor farlig skolevejen er, siger hun.

En tommelfingerregel er dog, at de fleste børn er klar til at gå alene, når de er fyldt otte eller ni år, mens de fleste skal være fyldt 11 år, før de kan tage turen til skole på cykel. Men børnene kan være klar før.

- Jeg råder til, at forældrene skal ud i trafikken med deres børn og vurdere, hvornår de er klar. Hvis børnene har cyklet hver dag siden børnehaveklassen, kan de nok godt håndtere at cykle selv, før de bliver 11 år, slutter Gitte Aagaard.