Skolebørn på bagsædet bliver usikre trafikanter

Forældre kører i højere grad end tidligere deres børn til skole. Det giver dårligere trafikanter.

Børn bør cykle eller gå til skole frem for at sidde på bagsædet af en bil, mener Rådet for Sikker Trafik. (© Colourbox)

Mange børn begyndte i morges deres skoledag i en bus eller på bagsædet af deres forældres bil frem for at gå eller cykle.

Gennem de sidste 30 år er antallet af skolebørn, der bliver kørt i skole, steget med 200 procent. Det oplyser Rådet for Sikker Trafik, der samtidig advarer mod tendensen.

- Flere og flere børn bliver kørt i skole. Det er sikkert her og nu, men på på sigt er det ikke den måde, at børnene lærer at komme sikkert frem. De lærer ikke at begå sig i trafikken på bagsædet af en bil, siger Gitte Aagaard, der er konsulent i Rådet for Sikker Trafik.

Ud i trafikken

Hun vurderer, at flere forældre kører deres børn, fordi det er lettere i hverdagen, men også at nogle forældre er utrygge ved at sende deres poder alene af sted på gåben eller to hjul.

Der er dog ingen grund til bekymring, vurderer Gitte Aagaard.

- Der sker ikke særligt mange ulykker med små skolebørn. Det er ikke der, at trafikken er farlig, så man skal ud i den og få nogle erfaringer. Men selvfølgelig er det vigtigt, at børnene ikke bliver sendt alene af sted i starten, men først når de er klar, siger hun.

Hold øje med andet end dit barn

I anledning af at 67.000 børn begynder i skole i denne og næste uge sætter politiet ind med ekstra kontrol ved skolerne.

Politiet vil særligt holde øje med, om bilerne ved skolerne kører for hurtigt, om selerne er spændt, og om forældrene opfører sig ordentligt i trafikken.

- Desværre ser vi ofte, at forældrene er meget opmærksomme på deres egne børn og så glemmer at vise hensyn over for de andre trafikanter. Vi opfordrer derfor forældrene til at tage af sted i god tid, så afleveringen af børnene ikke bliver stresset og kaotisk, siger Jørn Pakula Andresen, vicepolitiinspektør i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

I København var færdselspolitiet ude ved flere skoler mandag morgen, og her forløb alt fredeligt, fortæller vagtchef Jesper Olesen.

- Vi har givet to bøder til cyklister, der kørte over for rødt, men ellers har det været ganske stille. Det er jo også en præventiv uge, så vi fortæller mere forældre og børn, hvad de bør gøre. Vi vil jo ikke skræmme livet af de seksårige, siger han.