Ni ud af ti mænd kan måske undgå at blive opereret for prostatakræft i fremtiden.
En ny gentest udviklet af danske forskere kan nemlig skelne mellem de alvorlige og mere fredelige typer af sygdommen. Det kan man ikke kan i dag, og den nye metode vil derfor betyde, at langt færre behøver en operation
Hvert år får omkring 4.200 konstateret prostatakræft, som dermed er en af de hyppigste kræftsygdom blandt danske mænd.
Den nye test er udviklet af danske forskere fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital, og undersøgelsen er publiceret i det ansete internationale tidsskrift Journal of Clinical Oncology.
Mange bivirkninger
Og det betyder meget, hvis op mod 90 procent af alle prostatakræftramte kan slippe for at komme under kniven, for der er mange bivirkninger ved operationerne.
Blandt andet kan mændene få problemer med at holde på vandet og impotens, fortæller professor Torben Ørntoft, fra Aarhus Universitetshospital, som har været med til at udvikle metoden:
- At det endelig lykkes er en stor glæde for alle parter. Det vil betyde noget for den enkelte at slippe for indgrebet, og det vil betyde noget for samfundet at spare pengene, siger Torben Ørntoft til DR Nyheder.
Meget, meget stort
Hos Kræftens Bekæmpelse er man selvsagt lykkelig for den nye testmetode
- Det er meget, meget stort. Hvis man kan undgå at operere overflødigt, kan mange mænd få langt bedre livskvalitet i fremtiden, siger lægefaglig rådgiver Jens Oluf Bruun Petersen fra Kræftens Bekæmpelse.
Og det er måske ikke kun mændene, der kan få glæde af den nye metode, for der arbejdes lige nu på, om testen kan overføres til at screene for andre kræftformer.
- Det er et område, der har store perspektiver. Måske vil testen kunne anvendes over hele verden og ikke bare i Danmark, siger forsker Torben Ørntoft.