Antallet af nordiske studerende på medicinstudiet i Danmark er raslet ned siden 2006, det skriver Politiken.
I en tid med lægemangel vakte det opsigt lige efter årtusindeskiftet, at så mange pladser på medicinstudiet var optaget af studerende fra eksempelvis Norge eller Sverige.
Derefter blev reglerne for de nordiske studerende ændret og i dag ser det noget anderledes ud.
Tal fra Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser viser, at andelen af nordiske studerende ved medicin er faldet fra 27 til 5 procent fra 2005 til i år. I år er der således blevet optaget 73 nordiske studerende på medicinstudiet mod 402 i 2006, hvor tallet toppede.
En tilsvarende udvikling ses på dyrlægestudiet
Regelændringen betyder blandt andet, at svenske studerende ikke som danske, kan få et højere karaktergennemsnit, hvis de tager flere fag på højt niveau end påkrævet.
/Politiken/