Gymnasieelever: Systemet er skyld i unges ansøgningsfejl

Gymnasiereform og skærpede krav skaber forvirring blandt uddannelsessøgende, lyder det fra elevorganisation.

Der er en god forklaring på, hvorfor 10.719 håbefulde unge tirsdag fik afvist deres ansøgning til en videregående uddannelse - det vil sige, ud over, at de ikke levede op til formelle krav som for eksempel en eksamen i engelsk eller matematik på B-niveau.

Sådan lyder det fra Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS).

- Jeg tror i virkeligheden det skyldes en række ting. Dels, at vi har fået et uddannelsessystem, som ikke hænger sammen.

- Det vil sige, at der er nogle studieretninger, som ikke stemmer overens med de videregående uddannelsers adgangskrav, siger formand i DGS Phillip Dimsits.

- Samtidig har man skærpet adgangskravene på de videregående uddannelser. Og sidst men ikke mindst, handler det om, at man skal styrke den studievejledning, som lige nu er ikke-eksisterende på langt de fleste ungdomsuddannelser.

Studerendes Fællesråd er enige

I De Studerendes Fællesråd (DSF) er man enig i, at samarbejdet mellem gymnasierne og de videregående uddannelser er skyld i, at så mange unge sender forfejlede ansøgninger.

- Samarbejdet mellem universiteterne og ungdomsuddannelser er simpelthen ikke godt nok, siger formand Jakob L. Ruggaard og fortsætter:

- Man har valgt at lave en ny gymnasiereform, hvor der er et væld af forskellige faglige muligheder, samtidig med at man for nogle år siden lavede nye adgangskrav til de videregående uddannelser, og jeg tror simpelthen ikke, at det er gjort klart nok, hvad sammenhængen er.

Han mener, at det kun føjer spot til skade, at gymnasieeleverne oftest ikke har et eneste møde med en vejleder i hele deres gymnasietid. Det er man helt enig i i DGS.

- Det handler om at styrke den individuelle studievejledning ude på den enkelte skole, så man får fat i den enkelte elev og sikrer, at de ved hvad de vil, og hvordan det kan lade sig gøre, siger Phillip Dimsits.

/ritzau/