Hver fjerde dansker er spritcyklist

Hver fjerde dansker har kørt spritcyklisme inden for det seneste år, viser undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik.

Unge danske cyklister drikker og cykler. (© Colorbox)

Hver fjerde dansker har kørt spirituspåvirket på cykel en eller flere gange inden for det sidste år. Det viser tal som Rådet for Sikker Trafik har offentliggjort i rapporten 'Cyklistundersøgelsen 2013'.

Dermed svarer 25 procent af de 1129 adspurgte bekræftende på, at de har cyklet med en promille, som ville gøre det ulovligt at køre bil.

Hellere fuld på cykel end i bilIfølge projektleder ved Rådet for Sikker Trafik, Michelle Laviolette, er der alt for mange, som cykler i beruset tilstand, da det betyder, at man bliver en dårlige cyklist, men:

- Når det så er sagt, vil jeg da trods alt hellere have - hvis nu man skal vælge - at man tager sin cykel, end at man tager sin knallert eller sin bil, når man skal af sted efter en våd aften, siger Michelle Laviolette, til P3 Nyhederne.

Hun tilføjer, at man stadig skal forsøge at tale sine plørevisne venner fra at sætte sig i sadlen.

- Selvfølgelig skal man tænke sig om. Men der er altså 10.000 spritbilister, der kører rundt på vejene hver dag. Og de kan for alvor volde skade, Michelle Laviolette.

De unge er de værste

Tallene i undersøgelsen viser tydeligt, at jo yngre man er, jo større sandsynlighed er der for, at man kører påvirket på cykel.

46 procent af de unge mellem 18 og 24 har kørt på cykel påvirket af alkohol inden for det seneste år.

En af dem er Stephanie Skov, der læser psykologi ved Københavns Universitet.

- Sidst var efter en fest på studiet. Jeg tror, det er ved at være et par måneder siden, siger hun til P3 Nyhederne.

I alt har den 23-årige studerende kørt beruset på cykel tre gange. I hvert fald som hun husker det.

- Lige i dét øjeblik tror jeg, jeg synes, det var en rigtig god ide at komme så hurtigt hjem. Men dagen efter havde jeg det sådan, at det var faktisk ikke lige så smart, siger Stephanie Skov.

Også Anne Katrine Olsen, 25 år og dyrlægestuderende, har kørt spritkørsel på cykel, fortæller hun.

Hvor skete det sidst?

- Hmmm, i går. Det var fire øl, så det var ikke spritkørsel på dén måde. Men det sker jo tit, når man tager i byen, siger hun til P3 Nyhederne.

Spritcyklisme kan udløse en bøde på 1.500 kroner, hvis man bliver stoppet af politiet.