Rockerne narrer ejendomsmæglere og udlejere

Når rockerne køber eller lejer lokaler til en rockerborg, møder de oftest ikke selv op.

Her på Tudskærvej i Vanløse kan husene være faldet i værdi, siden rockerne flyttede ind, lyder det fra beboerne. (Foto: © Louise Damløv, DR)

Det er ikke mænd i Bandidos- eller Hells Angels-rygmærker, der møder op til en fremvisning på en bolig.

Det er istedet rockernes såkaldte stråmænd. Og de vækker ikke opsigt, som en stor tatoveret rocker i HA-vest ville gøre.

Sådan lyder det fra flere ejendomsmæglere, som DR Nyheder har været i kontakt med.

DR Nyheder har talt med over 10 mæglere og udlejere, der har solgt eller udlejet en bolig, som senere blev brugt som rocker- eller bandeklub. Men ingen af dem vidste, hvad boligen skulle bruges til, da de solgte eller udlejede dem.

Også hos Rigspolitiet har chef for Det Nationale Efterforskningscenter noteret den tendens:

- De bruger nogle stråmænd - nogle andre personer, der ikke er relateret til rockerklubber - til eksempelvis at indgå et lejemål. Og derfor er det først senere, at det går op for os eller eksempelvis kommunen, at det er en rockerklub, der er ved at flytte ind, siger han.

Borgmestre: De skilter ikke med det

Den samme melding kommer fra flere af landets borgmestre, der er trætte af, at rockerne har haft mulighed for at købe sig ind eller leje sig ind i bebyggelser i deres byer.

Esbjerg Kommune er for eksempel blevet hjemsted for både en Bandidos- og en HA-rockerborg siden 2010.

- De skilter jo ikke med, at de flytter ind. Det er svært at lave noget præventivt, for lige pludselig er de der bare. De kommer jo ikke og siger at, at de kommer fra HA og gerne vil have en bolig, siger Esbjergs borgmester Johnny Søstrup.

Han forklarer, at han kender til flere eksempler, hvor rockerne har fået person, der ikke ligner en rocker til at købe eller leje et tilholdssted til dem.

- Rockerne gør det via stråmænd, der undlader at fortælle den fulde sandhed om, hvad de skal bruge den pågældende ejendom til, siger han.

En annonce, der advarer

Også i Vordingborg har borgmester Henrik Holmer oplevet, at ejendomsmæglere eller udlejere af lokaler har lejet lokaler til bande- eller rockergrupperinger.

Derfor har Vordingborg kommune valgt at indrykke en annonce i avisen, hvor de advarer ejendomsmæglere og udlejere mod at sælge eller udleje ejendomme til rockerne.

- I november indrykkede vi en annonce, hvor vi opfordrede udlejere til at tjekke en ekstra gang, om det er folk med rockerrelationer, de står overfor, siger Henrik Holmer og fortsætter:

- Det kan være pæne mennesker, der ligner hr. og fru Danmark, der kommer. Det er jo sjældent, at det er de stereotype rockertyper, der kommer og vil leje et lokale, forklarer han.

Dr.dk sætter i denne uge fokus på, hvordan det påvirker borgerne i de områder, hvor banderne og rockerne bor. Hvis du har oplevet noget, du gerne vil fortælle om, er du meget velkommen til at skrive til os på bander@dr.dk.