Hjemsendelsespenge til afviste asylansøgere fortsætter

Den omdiskuterede ordning med økonomisk støtte til afviste asylansøgere fortsætter.

Afviste asylansøgere kan få 15.000 kroner person voksen og 7000 kroner per barn med hjem, hvis de rejser hjem frivilligt.

Afviste asylansøgere i Danmark har siden december 2012 haft mulighed for at få en pose penge med hjem, hvis rejser frivilligt. Op til 60.000 kroner for en familie på fire.

Ordningen bliver nu forlænget - dog bliver der skåret i udbetalingen, så den samme familie på fire kun får 44.000 kroner. Hver voksen får 15.000 kroner, og hvert barn får 7000 kroner. Og iøvrigt får de alle transportomkostninger dækket. De justerede beløb har været gældende siden april.

Justitsminister Morten Bødskov er meget positiv overfor ordningen med hjemsendelsespenge.

380 har ansøgt om penge

- Ordningen skal forlænges, fordi det er en succes. Endda en meget stor succes, siger Morten Bødskov til DR Nyheder.

- Vi har fundet et niveau, hvor ordningen er med til at skubbe på. Det får det hele til at køre meget hurtigere og meget smidigere, og det er til alles bedste, fortsætter ministeren.

380 asylansøgere har indtil videre ansøgt om tilskuddet, 270 har modtaget det og 100 personer er allerede vendt hjem med ekstra penge i hånden. De fleste ansøgere er fra Afghanistan.

Penge ikke altafgørende

Dog mener langt fra alle, at hjemsendelsespengene har været en ubetinget succes. Lederen af Hanstholm Asylcenter mener, der er tale om en falliterklæring.

- Penge er ikke afgørende, når det store flertal fravælger tilbudet, så ville de allesammen være taget hjem, siger Lars Enevold Andersen.

Med frivillig tvang

Grunden til, at man forlænger ordningen, er blandt andet, at der totalt var 3000 asylansøgere i målgruppen til tilskuddet. Dermed har lidt under hver 10. benyttet sig af tilbuddet, og ved at forlænge vil flere muligvis sige ja tak.

Desuden har man færdiggjort arbejdet med at identificere 400 afghanske asylansøgere, som derfor nu er klar til at blive sendt hjem. De kan enten vælge at blive tvangsudsendt, eller forlade Danmark med en check i baglommen.

- Pointen er, at de har fået afslag på asyl, og dermed er deres sag endelig behandlet, siger Morten Bødskov.